at overfalde og dræbe en skotsk Jarl[1], som for nogen Tid siden havde dræbt hans Fader, hvorefter han var vendt tilbage til Orknøerne. De skotske Gesandter fandt en venlig Modtagelse hos Ragnvald Jarl, som laante deres Ærende villigt Øre, og tilsagde Svein sin Tilgivelse. Denne indfandt sig nu selv, Jarlen skjenkede ham Fred og fuldkomment Venskab, og han vendte tilbage til sine Gaarde. En Tidlang herskede der nu Ro og Fred paa Øerne[2].
Paa denne Tid lod Kong Inge, efter Agmund Drengs og hans Broder Erlings Raad, Ragnvald Jarl med mange Æresbeviisninger indbyde til sig, for at sikre sig denne mægtige Mands Venskab og Hengivenhed, især for det Tilfælde, at der skulde opstaa nogen alvorlig Uenighed mellem ham og hans Brødre. Ragnvald, der selv var beslægtet med Kyrpinga-Orms Sønner, og som derhos længedes meget efter at gjensee Frænder og Venner, modtog strax Indbydelsen, gjorde sig rejsefærdig, og drog den følgende Vaar (1150) over til Norge. Harald Jarl, der nu var i sit 17de Aar, fulgte efter eget Ønske med ham, for at see sig om og fornøje sig. De rejste, merkeligt nok, ikke paa egne Skibe, men toge sig Fragt paa Kjøbmandsskibe, dog med et glimrende Følge, hvori imidlertid Svein Asleivssøn ej synes at have været. De kom til Bergen, hvor Inge paa denne Tid var, fandt den bedste Modtagelse, og opholdt sig der længe om Sommeren. Det staar ikke udtrykkeligt nævnt, at Ragnvald og Harald aflagde Inge Troskabsed eller at den sidste fik Jarlsnavn af ham, men man kan ikke desto mindre ansee det som sikkert, at dette skede, thi det faldt saagodt som af sig selv, og i modsat Fald vilde i det mindste Harald strengt taget ikke kunne have været berettiget til Jarldømmet paa Øerne. Det maa vel endog ansees som Hovedhensigten, hvorfor Ragnvald var indbuden og Jarlerne vare komne[3].
Det vækker ved første Øjekast Forundring, at Svein Asleivssøn og vistnok mange andre Høvdinger paa Orknøerne og Syderøerne, i denne Tid, da Christendommen dog forlængst var indført, kunde foretage slige Tog paa egen Haand, som de nys nævnte fuldstændige Vikingetog, ligesom i Hedendommens Dage, til Englands. Skotlands og Irlands Kyster. Men Omstændighederne vare netop nu særdeles gunstige og opfordrende dertil. Efter den engelske Konge Henrik den 1stes Død 1135, opstod der en langvarig Kamp om Kronen mellem hans Systersøn Stephan af Boulogne,
