fred merkede snart, at der langt fra herskede nogen ret Enighed mellem Nordmændene, men at de vare deelte i to Partier, af hvilke det ene holdt med Jarlen, det andet med den ærgjerrige og egennyttige Eindride unge, som allerede ved Udrejsen noksom havde viist, hvor lidet han agtede at erkjende Jarlen som sin Overmand. Den listige Godfred skjønnede godt, at han, og ikke den ridderlige Jarl, var Manden, til hvem han havde at henvende sig. Han gav sig derfor i Tale med ham, navngav sig i Førstningen ej„ men sagde kun, at han hemmelig var udsendt af Godfred for at tilbyde Eindride dennes største Kostbarheder, naar han vilde begunstige hans Flugt, hvis Borgen, som det var at befrygte, blev stormet. Eindride laante dette Forslag villigt Øre, og aftalte i al Hemmelighed det fornødne: sandsynligviis aabenbarede Godfred ham nu, hvo han var. Tiende Tag Juul (3 Jan. 1154) gav Ragnvald Befaling til Angreb; selv stillede han sig med Orknøingerne paa den sydlige Side, Erling og Aslak paa den vestlige, Jon og Guthorm paa den østlige, og Eindride paa den nordlige. Baalene bleve antændte, idet man derhos beskød Borgen saa heftigt med Pile, at Forsvarerne ikke kunde holde sig stadigt paa Murene. De heldte smeltet Beg og brændende Svovl ned, uden derved at tilføje Nordmændene nogen Skade. Det gik som Erling havde forudsagt, at Kastelsmuren paa flere Steder styrtede ned. Da lod Jarlen slaa Vand paa Ilden, og da alt var afkølet, stormede Nordmændene ind gjennem Aabningerne i Muren, i det Jarlen selv, og hans Stifsøn Sigmund Angel, opmuntrede hinanden indbindes og de øvrige ved lystige Vers. Sigmund lagde en overordentlig Tapperhed for Dagen; skjønt han endnu neppe var voxen, gik han dog som oftest i Spidsen foran Jarlen, og var en af de første til at storme ind i Borgen. For Resten gjorde dennes Besætning liden Modstand. Mange bleve dræbte; de øvrige overgave sig til Jarlen paa Naade og Unaade. Nordmændene fik meget Bytte, men ingen egentlige Kostbarheder, ligesom de heller ikke fandt Høvdingen selv. Der var megen Dale om, hvorledes han monne være undkommen, og man havde sterk Mistanke til Eindride, at han havde hjulpet ham bort, saa meget mere som der havde blæst Søndenvind og Røgen havde lagt sig paa Nordsiden, hvor Eindride stod. At Mistanken ikke var ugrundet, have vi allerede i det foregaaende seet, og snart fik Ragnvald og hans Mænd Syn for Sagen derom[1].
Toget fortsattes forbi Spaniens eller rettere Portugals Kyst, hvor
- ↑ Orknøyingasaga S. 284—294.
gevel mistvivlede om at kunne forsvare Kastellet, og alene tænkte paa at redde sit Liv og sine Skatte, ikke strax flygtede bort, da han først var sluppen ud; men dette er ikke den eneste Besynderlighed i denne Fortælling, som vi her kun lige frem gjengive.
