Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/857

Denne siden er korrekturlest
839
Dromunden erobres.

han sprang op, et svært Saar paa Halsen ved Skuldrene, hvoraf han siden kom til at bære Hovedet noget paa skakke. Da Ragnvald og Erling endelig kom sammen, vege Saracenerne forud i Skibet, men Jarlsmændene stormede op skareviis, og fik aldeles Overhaand. Blandt Fienderne bemerkede man en Mand, som var højere og smukkere end de øvrige, og lod til at være deres Høvding. Ragnvald bød at man, om muligt, ej skulde saare eller dræbe ham, men alene tage ham til Fange. Dette lykkedes ogsaa, og han blev med fire andre bragt ombord paa Biskoppens Skib. Men alle de øvrige Saracener bleve dræbte. Om Berettigelsen hertil, saa vel som til Angrebet paa Dromunden overhoved, synes der ej engang at have været Spørgsmaal. Men som Korsfarere betragtede Ragnvald og hans Mænd sig, som om de vare i aabenbar Krig med alle Saracener, og paa samme Maade behandlede ogsaa Saracenerne de Christne. Dromunden blev plyndret, og man fandt meget Gods saa vel som mange Kostbarheder. Da det meest anstrengende Arbejde var forbi, satte man sig ned før at hvile ud. Jarlen kvad strax et Par Vers, hvori han lykønskede sig og sine Mænd til Sejren efter den blodige Kamp, og ytrede Haab om, at denne Stordaad vilde spørges lige til Verbon og Ermengards Hof. Der taltes nu om, hvilke Bedrifter enhver enkelt under Kampen havde udført eller seet udføre, og især om, hvo der først havde entret Dromunden. Man fandt det, siges der i Sagaen, utilbørligt, om de siden efter ikke alle fortalte Begivenheden paa een og samme Maade, og man enedes derfor om at lade Jarlen selv bestemme, hvem den Ære først at have entret Dromunden, tilkom. Han kvad et Vers, hvori han nævnte Audun røde. Da Dromunden, som de troede, var fuldstændigt ryddet, stak de Ild paa den. Ved Synet deraf blev den fangne Høvding heel urolig og skiftede Farve, men vilde ingen Forklaring give, da man spurgte, hvad der fejlede ham; hverken Bønner eller Trusler kunde bringe ham til at svare et eneste Ord, eller give noget Tegn. Da Skibet stod i lys Lue, saa de, at ligesom en brændende Strøm randt ud og ned i Søen, hvilket især syntes at gaa Høvdingen til Hjerte. Nordmændene sluttede heraf at de ikke maatte have søgt godt nok efter hvert Rum i Skibet, og at hiin brændende Strøm var enten Guld eller Sølv, som Ilden havde smeltet[1]. Strax

  1. Dette klinger visselig noget utroligt, men at Nordmændene dog maa have seet en Masse flyde ned i Søen, om det nu just ikke var Guld eller Sølv, kan man neppe betvivle, da Beretningen om den hele Begivenhed aabenbart hidrører fra alt for troværdige Mænd, og er nedskreven for kort efter Begivenheden selv, til ej i alt væsentligt at være sandfærdig. Navnlig maatte det Saar, Erling fik, og hvoraf han bar Merke saa længe han levede, i sig selv indeholde et stadigt Vidnesbyrd om Kampen. Man erfarer jo desuden, at Nordmændene formelig enedes om en bestemt Maade at fortælle Begivenheden paa.