efter Slaget styrede Ragnvald, merkeligt nok, lige til en af Afrikas Kyststæder[1], hvor han sluttede en syv Dages Grid eller Stilstand med Indbyggerne, for at sælge Byttet og gjøre endeel nødvendige Indkjøb. Ved denne Lejlighed falbød man ogsaa Høvdingen, men ingen vilde kjøbe ham. Jarlen frigav ham derfor og lod ham uhindret drage bort selv femte. Den følgende Morgen kom han tilbage med et betydeligt Følge, og fortalte nu Nordmændene at han var en saracenisk Fyrste, og at han var afsejlet fra denne selvsamme Havn med Dromunden, der havde tilhørt ham med dens hele Ladning. Han beklagede meget at de havde brændt den, og især at saa mange Rigdomme skulde være forspildte uden at komme nogen tilgode. „Nu“, sagde han, „har jeg eder noget nær i min Magt, men jeg vil vise mig erkjendtlig fordi I lode mig beholde Livet og behandlede mig efter Omstændighederne godt; imidlertid ønskede jeg helst at vi aldrig saaes oftere, og lever derfor vel!“ Med disse Ord red han op i Landet. Ragnvald lettede Anker, og sejlede til Kreta, hvor de en Tidlang bleve liggende for Uvejr. Endelig fik de god Vind, og styrede til det hellige Land, hvor de en Fredag Morgen ankom til Akre, og gik i Land med megen Pragt. Uheldigviis udbrød der smitsom Sygdom iblandt dem, hvoraf mange døde, blandt disse Skalden Thorbjørn Svarte. Denne Sygdom har maaskee hindret Ragnvald fra at udføre nogen Krigsforetagender, thi der tales kun om at han besøgte de hellige Steder i Landet, og at de alle droge til Jordan og badede sig i den, ved hvilken Lejlighed Ragnvald og Sigmund svømmede over til den anden Side, og efter Skik og Brug knyttede store Knuder paa Kvisterne af Krattet ved Flodbredden, for, som det spotviis hed, at de hjemmesiddende kunde løse dem (10de August 1154). Der var maaskee ogsaa just nu heller ikke synderligt for en Korsfarer, der ej havde større Styrke end Ragnvald, at bestille, thi netop i dette Aar erobrede den mægtige Nureddin Staden Damask, og sluttede derpaa en to Aars Fred eller Stilstand med de Christne.
Endnu samme Sommer forlod Ragnvald og hans Ledsagere Jorsaleland, før at drage til Constantinopel. De kom om Høsten til en Stad, som i Sagaerne kaldes Imbolum[2], hvor de opholdt sig en Tidlang. Her savnede man en Aften Jon Fot, og fandt ham om Morgenen lig-
- ↑ Maaskee Tunis eller en Stad i Nærheden. Thi det heder, at man derfra sejlede „syd til Kreta“, og længer mod Øst tilhørte Kysten desuden den siciliske Erobrer Kong Roger II.
- ↑ Hvor denne Stad skal søges, er uvist. Nogle have gjettet paa Den Imbrus, under den Forudsætning, at det Nes, hvortil de siden kom, og som deels skrives Ægisnes, deels Engilsnes, er Chersones; men da det snarere er Cap St. Angelo eller Malea, sydøstligt paa Peloponnes, maatte man heller søge Imbolum etsteds i det sydvestlige Lilleasien eller paa Kreta.
