gende dræbt ved Stadsmuren, uden at kunne opdage, hvo der var hans Banemand[1]. De lode ham hæderligt begrave ved en af Kirkerne. Da de siden kom til Engelsnes, laa de atter stille i nogle Dage for at oppebie føjelig Vind, for at kunne sejle nordefter til Myklegaard i et lige saa prægtigt Optog, som Kong Sigurd Jorsalafarer fordum. Ragnvald og hans øvrige Staldbrødre skulle have fundet en venlig Modtagelse hos Kejser Manuel og Væringerne; de opholdt sig der langt ud paa Vintren, og Kejseren skal have anmodet dem om at tage Tjeneste hos ham. Men ogsaa Eindride unge var der, og det i stor Anseelse hos Kejseren; og han skal have brugt sin Indflydelse til at lægge til værste for sine Landsmænd. Dette maa have gjort deres Ophold der mindre behageligt, og man kan ikke undres over at de saavel paa Grund heraf, som formedelst hans svigagtige Ferd i Spanien fattede et Had til ham, der siden, som vi ville see, endog bragte ham Døden. Ud paa Vintren, altsaa først i 1155, forlode de Constantinopel, hvor de, ligesom Sigurd Jorsalafarer, lode fine Skibe, i det mindste de fleste, blive tilbage. De toge Vejen over det da saakaldte Bulgarien til Durazzo, og satte derfra over til Apulien, hvorfra Jarlen, Biskoppen, og de fornemste Mænd i Ferden droge til Hest til Rom. Fra Rom droge de den sædvanlige Vej nordefter til Danmark, og derfra til Norge. Der blev saaledes intet af, at Jarlen paa Tilbagevejen, som han havde ytret, besøgte den smukke Ermengard i Verbon. Deres Landsmænd bleve meget glade ved deres Tilbagekomst, og de høstede stor Berømmelse for Toget, saa at Deeltagerne heri, som det heder, ansaaes forat være ypperligere Mænd end for. Eindride unge blev viseligt tilbage i Constantinopel, og kom ikke hjem førend et Par Aar senere[2].
Ved sin Hjemkomst til Norge fandt Erling Ormssøn, der efter det
- ↑ Orknøyinga Saga S. 316. Denne meddeler tillige en ret løjerlig Fortælling om hvorledes Erling en Aften, da han var beruset, faldt ned af den smale Brygge der førte ud til Skibet, og sank i et Leerpyt, saa at alle Klæder maatte drages af ham. Allt dette viser, at Nordmændene her maa have fort et særdeles svirende Liv.
- ↑ Orknøyinga Saga S. 320 Inge Haraldssøns Saga Cap. 17. Her siges det udtrykkeligt at Ragnvald lod sine Skibe blive tilbage i Constantinopel, og der tales ikke om nogen Tilbagerejse over Rom. I Orknøyinga Saga, heder det derimod, at Ragnvald, Villjam og de fornemste Høvdinger først „gik af sine Skibe“ ved Apulien. Sandsynligviis have dog disse Skibe kun været lejede, og Stedet maa vist forstaaes saaledes, som om Ragnvald og Høvdingerne lode enkelte Skibe blive efter i Constantinopel, medens Mængden af deres Folk paa de øvrige drog tilbage ad samme Vej, de vare komne.
