Da Kong Sigurd og Geirsteins Sønner fik dette at vide, bleve de heel opbragte, og denne Gang negtede han dem ikke længer Understøttelse til at angribe ham. De droge øster i Viken, og overfaldt ham i Tunsberg om Julen, i den Tanke at han da var mindst belavet paa Ufred; men han havde dog faaet Nys om deres Forehavende, flg modtog dem med en saa overlegen Styrke, at de med Skamme maatte flygte, og atter vendte tilbage til Kongen. Siden efter fik de spurgt, at Gregorius skulde til et Gilde hos sin Svoger — hans Navn angives ikke[1] —; de skyndte sig at komme ham i Forkjøbet, dræbte Mændene paa Gaarden, og gjorde sig selv tilgode med Gjestebudskosten, alt sammen uden at Gregorius fik det at vide. Men da han kom sejlende ind til Gaarden, der laa nær ved Vandet, merkede han Uraad ved at see saa mange Folk forsamlede, lagde ind til et Nes længer ude, og lokkede derved Fienden til at forlade Gaarden og drage ham imøde; Gregorius undveg dem, skyndte sig med sine Folk op paa Gaarden for dem, og forsvarede sig nu, dækket ved Husebygningerne, saa godt, at Angriberne ganske bleve slagne, efter at begge Brødrene vare faldne for hans egen Haand. Men han fandt det nu ogsaa raadeligst at begive sig til Kong Inge og give sig i hans Beskyttelse. Der opstod nu, heder det, saadant Venskab mellem ham og Inge, at han fra den Tid blev Kongens fornemste Støtte. Forsaavidt man gotiske kan stole paa denne Beretning[2], og disse Begivenheder saaledes virkelig have fundet Sted, maa de rimeligviis henføres til Tiden medens Agmund Dreng endnu levede, saaledes at Gregorius endnu inden dennes Død var bleven Kongens erklærede Yndling, og derfor strax var rede til at træde i hans Sted. Thi hvis ikke Erling skakke, som vistnok betragtede sig nærmest hertil, allerede ved sin Hjemkomst havde fundet ham i saa fuldstændig Besiddelse af Magten, at det ikke engang kunde nytte at forsøge paa at fortrænge ham, vilde han neppe havde fundet sig i at han eller nogen anden gik ham i Vejen, saa meget mere som vi af det følgende tydeligt kunne
- ↑ Det kan ikke have været Gyrd Aamundessøn, der var gift med Gregorius’s Syster Gyrid, thi han blev først dræbt 1159, heller ikke hans anden Svoger Haldor Brynjulfssøn, dræbt 1160, endnu mindre feires det at have kunnet være Thrønderen Kaare Saxessøn, gift med hans 3die Syster Borghild.
- ↑ Den findes alene i Morkinskinna, fol. 36 a. b.; samt Begyndelsen af den aller sidst i Ágrip. Hvad der især gjør den mistænkelig, er den Omstændighed, at Gyda, der som Ragnhilds Syster maa have været en Datter af Skofte paa Giske, intet andet Steds omtales, og det heller ikke synes rimeligt, at hun ej fornemmelig skulde have bedet sin mægtige Broder Paal om Hjelp.
grebne og bundne; thi ellers vilde de vistnok have flygtet, og ikke oppebiet Straffen. Men dette Sted, som saa mange andre i denne Fortælling, er heel besynderligt, og bidrager til at gjøre den mistænkelig.
