see, at Erling ligefrem lagde an paa at erhverve den højeste Magt, og det uden synderlige Betænkeligheder med Hensyn til de Midler, han anvendte, ligesom det ogsaa er umiskjendeligt, at der herskede en ikke ringe Grad af Skinsyge mellem ham og Gregorius, og mellem deres Tilhængere indbyrdes, om end fælles Interesser bød dem at holde sammen, saalænge Kong Inges Parti endnu ikke bar blevet det eneherskende. Erling synes endog i den første Tid efter sin Hjemkomst ganske at have holdt sig udenfor de politiske Begivenheder Gregorius besad, som der siges, selv store Rigdomme, og sparede hverken sig giv eller sit Gods i Kongens Tjeneste: denne tilstod ham desuden af sine Ejendomme saa meget, han vilde have. Han bar en i enhver Henseende udmerket Mand, forstandig, driftig og modig, og det hed blandt Folket, at ypperligere Lendermand, end han, havde der ikke været i Mands Minde[1]. Ogsaa den danske Forfatter Saxo bevidner, at han var dygtig i Raad og Daad, og at Kong Inges Haab og Trøst fornemmelig hvilede paa ham[2].
Paa Orknøerne var der og rinder Ragnvald Jarls Fraværelse foregaaet vigtige Begivenheder, hvorom Ragnvald allerede ved Ankomsten til Norge fik Efterretning. Aldrig saa snart havde han om Sommeren 1153 forladt Orknøerne, førend den norske Konge Eystein, der rimeligviis ærgrede sig over at Jarlerne havde sluttet sig til Kong Inge, sejlede afsted til Orknøerne med endeel Skibe, for at tvinge Harald Jarl til at underkaste sig ham. Han landede ved Rinansø, og da han her fik høre at Harald var dragen over til Katanes, opsøgte han ham der, og kom uventet over ham ved Thorsaa. Harald havde kun en eneste Tyve— eller Tredive-Sesse med 80 Mand, og kunde saaledes ikke tænke paa at sætte sig til Modværge, da tre af Eysteins Skibe omringede ham. Eystein lod Harald gribe og fore ombord paa sit Skib. Han slap ikke derfra, førend han havde betalt en Løsepenge af tre Merker Guld, taget sit Jarlsdømme til Len af Kong Eystein, og svoret ham Troskabs-Ed. Eystein fortsatte siden Vejen langs Skotlands og Englands Kyst, under idelige Plyndringer. Tiden var belejlig nok dertil, da den trettenaarige Mælkolm, der faa Maaneder forud var bleven Konge efter sin Farfader Kong David, eller rettere de, som i hans Mindreaarighed sorte Regjeringen, havde nok at bestille med at dæmpe en Opstand, som den fangne Kronprætendent Mælkolm Mur Heths Søn Donald, understøttet af Mor-
