Engang, da Hertug Gaimar af Salerno havde vægret sig ved at betale saadan Skat, udrustede Saracenerne en stor Flaade, hvormed de styrede lige til Salerno-Bugten og gjorde Landgang for at herje Egnen og belejre Staden. Gaimar tænkte allerede paa at afvende Faren ved at tilvejebringe de forlangte Penge, da 40 nordmanniske Pilegrimme, der laa paa Hjemrejsen til deres Fædreland, og just vare komne til Søs fra Palæstina, forestillede ham hvor skjendigt det var, at Christne skulde betale de Vantroende Skat, og tilbøde sig at angribe og fordrive Saracenerne, naar han kun vilde give dem Heste og Vaaben. Gaimar modtog Tilbudet, og i Spidsen for hans Krigere gjorde de et saa kraftigt Angreb paa de i deres Overmod sorgløse Saracener, at disse lede et stort Nederlag; mange bleve dræbte, og de øvrige frelste sig kun ved at svømme ud til Skibene[1]. Dette var Nordmannernes første Optræden i Italien. Gaimar belønnede dem fyrsteligt, og søgte at faa dem til at forblive hos ham, men de længtede hjem, og rejste videre. Han havde dog erfaret af dem, at deres Fædreland var rigt paa saadanne Helte, og i Haab om at andre af disse vare lettere at lokke og mere æventyrlystne, sendte han Gesandter lige til Nordmandie i den Hensigt at indbyde dets unge Krigere til at komme og træde i hans Tjeneste. For desto bedre at virke paa Gemytterne, medbragte Gesandterne mange Kostbarheder og flere af Sydens herligste Naturfrembringelser; og det lykkedes dem ogsaa at overtale mange til at følge med, endog flere af hine forhenværende Pilegrimme, der havde kæmpet mod Saracenerne ved Palermo. Blandt dem, der nu droge til Italien, altsaa blandt den første Skare af nordmanniske Krigere, som gjestede dette Land alene for der at søge Æventyr og vinde Gods og Guld, nævnes fornemmelig fem Brødre, Aasmund, med Tinavnet Drengot, Giselbert, Rolf, Reinulf, Aasketil, der vare blevne utlæge i Nordmandie[2]. Da Nordmannerne kom til Salerno, toge de fleste, efter Bestemmelsen, Tjeneste hos Gaimar, men Aasmund og hans Brødre vilde først gjøre en Valfart til den berømte St. Michaels-Hule og Kirke paa Garganusbjerget i Nærheden af Bari. Her traf de Melo, en anseet Mand fra Bari, der vankede fredløs om paa Fjeldene, fordi han havde staaet i Spidsen for et frugtesløst Oprør i Bari mod Kejseren. Melo, som stedse tænkte paa at fornye Opstanden, fik Brødrene overtalte til at gaa i hans Tjeneste for at herje de rige græske Stæder, og de sendte derhos Bud hjem til Venner og Frænder i Nordmandie, om at komme og forene sig med dem. Efter
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/88
Denne siden er korrekturlest
70
Magnus den gode.
