skop Arnald ud lige til 1150, da han, enten fordi han i sin fremrykkede Alder længtes efter et blidere Opholdssted, eller fordi han var bleven alt for forhadt ved sin Myndighed, vendte tilbage til Norge, og en vis Jon Knut indviedes, sandsynligviis af Erkebiskop Æskil, til hans Eftermand[1]. Om Biskop Villjam paa Orknøerne og Modbiskoppen Rodulf den yngre er der allerede ovenfor talt. Rodulf undlod ikke, som man seer, nu og da at forsøge paa at komme i Besiddelse af Biskopsstolen: der gives i det mindste saavel et Brev fra Pave Calixtus den 2den til Norges Konger Sigurd (Jorsalafarer) og Eystein, hvori han opfordrer dem til at tage Rodulf i sin Beskyttelse, og tillade ham at bo roligt i sit Stift (1118), som et senere af Honorius II (1125) til Sigurd om at hjelpe Rodulf mod den, der havde trængt sig ind i hans Plads[2], men at Rodulf desuagtet ikke fik Indpas, er vist nok, ligesom og St. Magnus’s Hellighed her upaatvivlelig maa være kommen Biskop Villjam tilpas. Hvor vidt Villjam var indviet af Erkebiskop Asser, vides ej, men sikkert nok er det, at Rodulf var indviet af Biskoppen i York. Det laa derfor, som allerede ovenfor antydet, i Villjams egen Interesse, at slutte sig til den norske Kirke, thi alene derved erhvervede han Ret til at unddrage sig den Rodulf begunstigende yorkske Erkebiskops Højhed, og da nu dertil, som vi have seet, de politiske Forhold nødsagede Orknø-Jarlerne selv til at kappes om at erhverve de norske Kongers Beskyttelse, og saaledes til at erkjende dem for sine Overherrer, maatte derved ogsaa Øernes kirkelige Forbindelse med Norge saa meget mere lettes. Det samme var Tilfældet med Syderøerne, hvor Kongesønnen, Gudrød, som vi have seet, besøgte Norge og hyldede Kong Inge i Aaret 1152. Ogsaa her maa ligeledes forskjellige Biskopper have staaet imod hinanden, og derfor rimeligviis deels have sluttet sig til den yorkske, deels til den norske Kirke. De, der sluttede sig til Erkebiskoppen af York, vare alle, som man kan skjønne, udvalgte af Munkene i Russin Kloster, der, maaskee allerede ved Stiftelsen, havde faaet den Ret at kunne udvælge Biskopperne paa Man og Øerne[3]; vi erfare nemlig, at alle disse Biskopper vare Cistereiensermunke enten fra Furness i York, af hvilket Kloster Russin egentlig kun var en Celle, eller fra de nordmanniske Klostre Seez eller Savigny, fra hvilket Furness var anlagt, og under hvilket saavel dette som dets Celler eller
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/880
Denne siden er korrekturlest
862
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.
