Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/886

Denne siden er korrekturlest
868
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.

Residens var alt for langt bortfjernet til at han skulde kunne tage sig af hine sydligere Landskabers Tarv med saa megen Kraft og Omhyggelighed, som deres store Folketal og fremragende Plads blandt Landets øvrige Dele fordrede. Hamar valgtes til det biskoppelige Sæde, maaskee fordi der allerede paa dette for Indenrigshandelen saa heldigt beliggende Sted ved Mjøsen, i den tættest befolkede Deel af Hedemarken, havde dannet sig en Art af By, Flekke eller Handelsplads; maaskee og fordi Hamar var den belejligste Gaard for Anlægget af et Biskopssæde, som Kongerne have kunnet afsee af Krongodset — man kan nemlig ikke tvivle paa at den oprindelig har været Kongsgaard. Vist er det, at der endnu inden Aarhundredets Udgang stod en blomstrende Stad der, som enten havde rejst sig fra nyt af omkring Biskopssædet, eller i det mindste ved dette havde faaet sin egentlige Opkomst[1]. Til den første Biskop i Hamar indsattes den fra Grønland tilbagevendte Arnold, der saaledes endnu ikke var for gammel til at overtage det biskoppelige Embedes Sysler, og som derfor ikke af Alderdomssvaghed alene kan have forladt Grønland[2]. Den smukke Domkirke i Hamar, hvoraf der nu kun findes faa Ruiner, men hvis Bygningsstil umiskjendelig er den, der endnu paa enkelte Steder herskede i Midten af det 12te Aarhundrede, er rimeligviis i det mindste paabegyndt af ham.

Norge havde saaledes nu, foruden Erkebiskoppen i Nidaros, fire Lydbiskopper, i Bergen, Oslo, Stavanger og Hamar. Og ved Bestemmelsen af den nye erkebiskoppelige Provinses Grænser og Udstrækning kom det nu Norge til Gode, at Skatlandenes Afhængighed i de sidste Tider var bleven ligesom fornyet eller tydeligere udtalt, thi under Nidaros’s Provins eller Erkebiskopsdømme henlagdes nu, foruden de tre Biskopsstole paa Island og Grønland, der paa Grund af deres Beliggen-

    skopsstole, Hamar og Oslo, kan alene forklares af den Maade, hvorpaa Oplandene vare deelte mellem Eystein 1 og Sigurd Jorsalafarer paa den Tid, da Oslo eller Vikens Biskopsstol oprettedes; det synes derfor temmelig klart, at hvad der da tilhørte Eystein, ogsaa fremdeles lod under Throndhjems Biskopsstol.

  1. Se ovenfor S. 800. Hamar omtales aller først i Sagaerne som Kjøbstad i Aaret 1177. Men at der allerede ved Biskopsstolens Oprettelse var en Art af Kjøbstad (kaupangr) paa Hamar, synes at maatte kunne sluttes deraf, at Hamars Biskopsstol i Pave Anastasius’s Bulle af 1154, som nedenfor nærmere omtales, og hvis Terminologi vistnok er den, Kardinal Nikolas selv anvendte, efter hvad han hørte i Norge, kaldes episcopatus Hamarcopiensis d. e. Biskopsstolen i Hamar-Kaupang (Hamar-Kjøbstad).
  2. De islandske Annaler. Merkeligt nok omtale Sagaerne ikke med et Ord Oprettelsen af Hamars Biskopsstol.