hed og Landets Forhold til Norge ej kunde henlægges andensteds, ogsaa den allerede forhen af Bergen afhængige Biskopsstol paa Færøerne, Biskopsstolen paa Orknøerne, hvis Jarler for saa kort Tid siden havde hyldet Kong Inge som hans Vasaller, og Biskopsstolen i Syderøerne og Man, hvis Tronfølger Gudrød maaskee endog paa den selvsamme Tid opholdt sig ved Kong Inges Hof, erkjendende ham for sin Overherre[1]. Erkebiskoppen i Nidaros havde saaledes i alt ti Lydbiskopper, hvoraf fire i Landet selv, de sex paa Vesterhavets Øer, fra det irske Hav til Iishavet nordenfor Island, og fra Norges Kyst til Baffinsbugten ved Grønland. Over hele denne Provins fik han den øverste gejstlige Magt næst Paven selv, uden at stilles under nogen Mellem-Auktoritet, og den lundske Erkebiskops Myndighed over disse Landskaber ophævedes altsaa ganske. Man kunde forundre sig over, at den myndige Erkebiskop Æskil ikke protesterede herimod og reserverede sig sin Ret, hvis man ikke vidste, at han netop paa denne Tid var fraværende paa et Besøg hos St. Bernhard i Clairvaux[2]. Kardinalen forbedrede ogsaa i mange Stykker, svinder siges, Nordmændenes Sæder (d. e. Kirkeskikke), og Sagaerne vidne, at ingen Mand er kommen til Norge, der nød en saadan Højagtelse af alle, eller kunde udrette saameget hos Almuen, som han. Dette, saa vel som Tilnavnet „den gode“, hvormed han siden sædvanligviis benævntes i Norge, viser, hvilke store Talenter han havde til at indynde sig hos Folket, og hvor heldigt det Valg var, som til denne Sendelse netop traf ham. Forresten nævnes der intet omstændeligt om, hvilke de Forbedringer eller Forandringer vare, som han indførte. Vore Sagaer omtalte kun een, nemlig at han til Forebyggelse af Slagsmaal og Uordener fik vedtaget, at ingen under en vis Straf maatte bære Vaaben i Kjøbstæderne, undtagen de tolv Mænd, der fulgte Kongen[3]. Denne Bestemmelse, der ej findes indtagen i de skrevne Bylove, kan ene have gjeldt den dybeste Fredstid, thi i de strax følgende Aar, under de idelige Tronstridigheder mellem Kongerne, ville vi ej finde den iagttagen. Ønskeligt vilde det have været, om den bestandig var bleven overholdt, thi at den, som enkelte have paastaaet, skulde kunne udøve nogen skadelig eller slappende Virkning paa Folkets Kraft og Kjekhed, er vanskeligt at indsee. Der var Anledning nok til Øvelse i Vaabenferd, om ikke Medborgere kæmpede med hinanden i Stæderne.
- ↑ Vi have ovenfor (S. 827) seet, hvorledes Gudrød netop i Aaret 1152, og neppe senere end Midten af August, hvor alle disse Forhandlinger forefaldt, havde begivet sig til Norge.
- ↑ Suhms Hist. af Danmark VI. S. 140—152, og de der anførte Citater.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23. At samme Bestemmelse ogsaa vedtoges for Sverige, sees nedenfor.
