Af større Vigtighed var dog en anden Vedtægt, han fik indført, men hvorom Sagaerne intet melde, nemlig den aarlige Betaling af Rumaskat eller Pederspenge. Vi have allerede seet, hvorledes denne Skat forlængst var indført i de fleste øvrige katholske Lande i Europa; i Danmark indførtes den af Knut den mægtige, men i Norge og Sverige ydedes den endnu ikke, førend Kardinal Nikolas ved sin Indflydelse fik den vedtagen[1]. Med Hensyn til Gaver eller Bortskjenkelse af Gods fik han og den vigtige og for Gejstligheden fordeelagtige Bestemmelse vedtagen, at enhver Mand eller Kvinde skulde have Ret til, uden den lovlige Arvings Samtykke at bortskjenke den tiende Deel af arvet og den fjerde Deel af selverhvervet Løsøre eller Jordegods til hellige Stiftelser eller Sjælebod, aldeles som Hovedtiende, og at en gift Kone ligeledes skulde kunne give en tiende Deel af sin Medgift og den fjerde Deel af Tridjungsauken, eller den Trediedeel, der tilkom en Hustru af det Gods, som erhvervedes af hende og Manden i Fællesskab efter Giftermaalet[2]. Bestemmelsen medførte for saa vidt et Gode, som der nu var sat en bestemt Grændse for, hvor meget der kunde bortskjenkes til gejstlige Stiftelser uden Arvingernes Samtykke, om end denne Grændse sattes noget rumt. For saa vidt man kan slutte fra hvad der berettes om Sigurd Ullstrengs Bortskjenkelse af alt sit Odels-Gods til Holms Kloster, var der tidligere ingen Grændse i saa Henseende[3], og Kardinalen foretrak viselig en lempelig Indskrænkning i Kirkens Ret til at erhverve Skjenkelser for en ubegrændset Frihed, der vilde lede til saa mange.Misbrug, at enten Gejstligheden derved vilde lægges for Had, eller et fuldkomment Forbud mod enhver saadan Gave seent eller tidligt fremkaldes. — At Kardinalen her, ligesom siden efter i Sverige, indskærpede Forbudet mod Gejstlighedens Giftermaal, skjønt uden at det lykkedes ham at drive det igjennem, maa ansees at falde af sig selv.
Efter tilendebragt Hverv i Norge, formodentlig i Løbet af September eller Oktober Maaned (1152), forlod Kardinalen Landet under gjensidige Venskabsbeviser mellem ham og Folket. Han fik store Vennegaver, og selv lovede
- ↑ Se herom ovenfor, I. 2. 637, 638. Bestemmelsen om Rumaskat findes, som her nævnt, aller først indført i den ældre Frostathings-Christenret, II. 20; men af Pave Anastasius’s Brev til Kong Sverke i Sverige, hvorom nedenfor, sees det desuden udtrykkeligt, at Nikolas fik Rumaskatten vedtagen i Sverige.
- ↑ Bestemmelsen er deels indført i den ældre Frostathings-Christenret III. 17, deels i den ovennævnte Retterbod af 1224, hvor den stadfæstes. Om Tridjungsauken og dette Ords Betydning, se ældre Frostathingslov, XI. 8.
- ↑ Se herom ovenfor S. 504, 625.
