pere og Raadgivere, der allerede tildeels bare Charakteren af Kannike-Kollegier, skjønt de dog ikke egentlig vare organiserede som saadanne; og da flere Klostre oprettedes, og navnlig Munkeliv om ikke for, saa dog paa Pave Eugens Tid, fik sin egen Abbed[1], medens Bergen og Stavanger nu vare blevne Biskoppernes faste Residenser, føltes ogsaa Nødvendigheden af særskilte, fuldstændigt ordnede Kannike-Kollegier ved Biskopsstolene selv. Hvorvidt Holms støtter ved Nidaros i Førstningen omtrent har staaet i samme Forhold til Biskopsstolen i denne Stad, som Sellø eller Munkeliv til Bergens, er vanskeligt at sige; usandsynligt er det ej. I Viken fandtes derimod lige indtil Oprettelsen af Hovedø Kloster, ingen saadan gejstlig Stiftelse, hvoraf Biskoppen kunde tage sine Hjelpere eller Raadgivere, men han maa dertil have benyttet Munke eller Gejstlige, hentede umiddelbart fra Udlandet selv.
Denne Mangel i Biskopsstolens fuldstændige Udstyr blev nu efter Erkesædets Oprettelse afhjulpen, idet der ved hver Biskopsstol stiftedes faste Domkapitler eller Chorsbrødre-Kollegier. Ogsaa disse Institutioner oprettedes enten ved Kardinal Nikolaus’s umiddelbare Foranstaltning, da han endnu opholdt sig i Norge, eller han gav Stødet dertil, saa at han siden som Pave Hadrian kunde meddele dem sin Bekræftelse. Det er nemlig vist at Hadrian, enten i Nidaros alene, eller, som det maaskee snarere skal forstaaes, for den hele norske Provins, oprettede tre Archidiakonater, og bestemte at der alene skulde ordineres een Dekanus[2]. Da en Archidiakonus (Erkedegn) saa vel som en Dekanus (Kapitelforstander) forudsætter Tilværelsen af et Kapitel, bliver det følgelig klart, at Domkapitlerne have været Gjenstand for hans Omsorg, kun savne vi nærmere Underretning om, i hvilken Udstrækning det har skeet, og hvilke Rettigheder Chorsbrødrene have faaet. Alt, hvad man ellers veed derom, indeholdes i et politisk Stridsskrift mod Gejstligheden fra Aarhundredets Slutning, hvoraf vi anføre følgende. „Fordum herskede her i Landet den Sædvane, at Kongerne gave enhver Kirke paa egen Haand til den, de fandt for godt. Saa og med Hensyn til Biskopper og Abbeder; de valgte hvem de behagede, og satte dem til hvilke Biskopsdømmer de vilde, uden nogen Indblanding af Gejstligheden. I den Tid var der ved de fleste Biskopsstole ingen Skare af lærde Mænd eller
- ↑ Det er højst sandsynligt, at den i Pave Eugens Beskjermelsesbulle nævnte Abbed Orm virkelig er den første Abbed, og at der tidligere, saavel i Munkeliv som Grue, kun vare Priorer under Biskoppens Overbestyrelse.
- ↑ Dipl. Norv. I. 1. Da det, som nedenfor vil sees, er vist, at der aldrig fandtes mere end een Erkedegn i Nidaros, maa man snarest forstaa hine tre Archidiakonater om det throndhjemske, bergenske og orknø-hjaltlandske. Dette passer godt med Forholdene, thi saa vidt vides, fandtes der ingen Erkedegn i Stavanger, Hamar eller Oslo.
