Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/896

Denne siden er korrekturlest
878
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.


Hvad nu for øvrigt deres Valgrettighed angaar, da seer man endog af det nys anførte, som dog er skrevet i Kronens Interesse, at en saadan virkelig har været dem tilstaaet, men at der siden kun opstod Strid om den Udstrækning, hvori Tilstaaelsen var given. Og et temmelig tydeligt Tegn paa, at Chorsbrødrene i Nidaros ikke, som man af Stridsskriftets Ord skulde slutte, taalmodig fandt sig i at Kongen uden videre udnævnte Eystein til Erkebiskop, er det, at skjønt denne Udnævnelse fandt Sted i 1157, i hvilket Aar Erkebiskop Jon døde, blev Eystein dog ikke indviet førend i 1159 eller 1160, og regnede ikke engang selv sin Tiltrædelse fra et tidligere Aar[1]. Der maa saaledes have fundet Underhandlinger Sted, hvorom vore ældre Skrifter intet melde, inden Eysteins Valg blev befundet gyldigt; og at Chorsbrødrene, eller de, der vare af anden Mening end Kongen, egentlig bleve de sejrende, seer man deraf, at Eystein selv, ved ej at regne sine Embedsaar fra den kongelige Udnævnelse, derved middelbart underkjender dennes Gyldighed.

Overhoved maa man vel antage, at Erkebiskop Jon, der døde allerede i 1157, og sandsynligviis ved sin Ophøjelse paa Erkestolen var en meget gammel Mand, ikke bar kunnet udrette synderligt til at bringe de nye Indretninger i Gang, eller ret at grundlægge Erkestolens Magt, men at dette har været forbeholdt hans Efterfølger Eystein, paa hvis Statsklogskab, Driftighed og Myndighed vi i det følgende ville see flere Beviser, og som ved sin Udnævnelse synes at have været en Mand i sine bedste Aar, ligesom han og hørte til en af de fornemste Ætter i Thrøndelagen, og var beslægtet med Kongehuset selv. Vi erfare desuden, som det vil sees at han netop beskjeftigede sig med Planer til at udvide Personalet ved Erkesædet, for saa vidt han satte Domkapitlet i Forbindelse med et Konvent af regulære Augustinere, ikke at tale om hans Bygnings-Planer til Kirkens Udvidelse og Forskjønnelse. Vi erfare ligeledes, at ogsaa hiin Paal, som Kong Inge drev fra Bergens Biskopsstol, dog tilsidst kom i Besiddelse af Embedet, som han beklædte meget længe,

    Hadrian som Stifter af hine tre Archidiakonater. Det vilde have været en Skjødesløshedsfejl, der neppe kunde begaaes ved den pavelige Kurie, at omtale en Indstiftelse, der skede ved en Kardinal under en anden Pave, som foretagen ved Kardinalen, efter at denne selv blev Pave; thi Æren for Institutionen tilkom da egentlig ikke ham.

  1. Se Indskriften ved det af ham i Domkirkens nordre Fløj indviede Alter, Schøning, Throndhjems Domkirke, S. 192: „altare hoc dedicatum est ab Augustino archiepiscopo, anno primo episcopatus eius … annc ab incarnatione domini millesimo centesimo sexagesimo; sexto kal. Decembris“. Den 26 Novbr. 1160 faldt saaledes i hans første Aar. Annalerne regne hans Indvielse deels i 1159, deels i 1160, Sagaen derimod i 1161.