de længe, især efter de ældre Raadgiveres Død sporedes alt for umiskjendelige Sem, og mod hvis skadelige Virkninger man havde søgt at sikre Kirken ved at skaffe Domkapitlerne de nysnævnte Indrømmelser fra Kongemagtens Side, kom snart til aabenbart Udbrud. Først havde man, som det sædvanligt plejede at skee, gjensidigt forfulgt hinandens Tilhængere, men det varede ikke længe, førend Kongerne selv stode fiendtligt over for hinanden. Svin den første Begyndelse til den hele Række af Fiendtligheder kan man egentlig regne Ottar Birtings Drab, thi uagtet der ej udtrykkeligt fortælles noget om, at dette blev hevnet af Kong Inge eller hans Mænd, maatte det dog stille ham i et yderst spendt Forhold til Kong Sigurd, og man kan neppe tvivle paa, at en eller anden Gjengjeldelse fra hans Side fandt Sted. Da alle tre Konger ikke samtidigt kunde fejde mod hinanden, men enten kun to ad Gangen, eller saaledes at de tvende holdt sammen mod den tredie, ordnede Forholdet sig af sig selv paa den Maade, at Sigurd og Inge, mellem hvilke Fiendskabet var størst, ogsaa aller først kom i aabenbar Strid, medens derimod den kloge Eystein snart holdt med den ene, snart med den anden, eftersom det var ham fordeelagtigst, ja endog en Tidlang, som det synes, aldeles ikke blandede sig i Brødrenes Tvistigheder, men derimod kun varetog sine egne Anliggender, og ventede paa det belejlige Øjeblik til at skride ind. Vi have saaledes seet Eystein optræde, i det mindste tilsyneladende, som den, der paatalede Ottar Birtings Drab mod Sigurd; men han forfulgte ikke Sagen til det yderste, og af den Omstændighed, at Kardinal Nikolaus var misfornøjet med ham og Sigurd, medens han derimod erklærede sig tilfreds med Inge, skulde man næsten formode, at hine allerede da havde nærmet sig hinanden og begyndt at lægge Raad op mod denne. Det Forlig, der sluttedes mellem dem og Kardinalen, maatte,tillige være et Forlig mellem alle tre Konger indbyrdes, thi han har neppe meddeelt dem sin Tilgivelse uden at have modtaget deres Løfte om at holde Fred og Enighed, og det er ikke engang tænkeligt, at de alle tilsammen kunde have overværet Modet og Festlighederne i Nidaros, uden efter at et saadant Forlig først var kommet istand. Hvad Sigurd og Inge toge sig for, strax efter Kardinalens Afrejse, nævnes ingensteds; sandsynligviis er Inge dragen til Bergen eller Gulathingslagen, hvor han i Agmund Drengs Tid meest synes at have opholdt sig, medens Sigurd forblev i Throndhjem. Eystein derimod drog til Viken, hvor han, rimeligviis ved sin Gjerrighed og sine Udsugelser, kom i Uenighed med Indbyggerne paa Hisingen og i Rimeland[1], hvilke end-
- ↑ De kaldes i Sagaerne Remir, Renir, Reinir; der bør vistnok læses Remir og dette forklares ved Indbyggerne i Rimelands (nu Romelands) Sogn strax nordenfor Kongehelle.
