Modet, forlode ham og bade om Grid. Kong Sigurd gik frem paa en Loftssvale og gjorde Miner til at ville tale, men man kjendte ham paa hans forgyldte Skjold, og vilde ikke høre ham. En heftig Pileregn fordrev ham derfra, og da han nu saa sig forladt af sine Folk, medens Angriberne allerede næsten havde banet sig Indgang i Huset, besluttede han at vove sin ud og opsøge Kong Inge, før at overgive sig paa Naade og Unaade til ham. En Hirdmand, ved Navn Thord Huusfreyja, hjemmehørende i Viken, ledsagede ham. Sigurd raabte, at han kom for at hede Kong Inge om Grid, men han var omringet, stiles der,[1] af Mænd, som tørstede efter Hevn for deres vanærede Hustruer, og saavel han som Thord bleve strax nedhugne. Thord faldt med megen Berømmelse. Da vare mange saavel af Sigurds som af Inges Mænd faldne, men kun fire.af Gregorius’s Flok. Der blev og kæmpet, især med Skudvaaben, imellem begge Kongers Tilhængere nede paa Bryggerne og ude paa Skibene. Men Inges og Gregorius’s Sejr var fuldstændig. To eller tre Dage senere kom Eystein østenfra Viken med 30 Skibe, medbringende Kong Sigurds Søn, den syvaarige Haakon. Han vovede sig ikke strax ind til Byen, men lagde sig i Florevaag ved Askøen. Flere søgte nu at stifte Forlig mellem Brødrene, og gik fra den ene af dem til den anden. Men Gregorius vilde derimod at man strax skulde angribe Eystein: bedre Leilighed dertil, meente han, vilde neppe tilbyde sig, da man nu havde Folk nok; Kongen selv behøvede ikke engang at være med. Heraf blev dog intet, da de fleste fraraadede det, og Kongerne droge, nogenledes forligte, som det hed, men uden at have haft nogen personlig Sammenkomst, hver sin Vej, Eystein tilbage til Viken, og Inge til Throndhjem.[2]
Kong Sigurd var, da han faldt, kun 21 Aar gammel. Hans Død kan neppe have vakt synderlig Beklagelse; dertil havde hans Charakteer været for uelskværdig, og hans Virksomhed som Regent for fattig paa sande Fortjenester. Ikke engang hans egne Hirdmænd synes at have næret nogen synderlig Hengivenhed for ham, thi ved den sidste Kamp faldt de fleste snart fra, eller, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, overgave sig til Angriberne paa Naade og Unaade. Hans Lig blev, ligesom Faderens, begravet ved den lille Christkirke ude paa Holmen. Hans Sønner, der alle overlevede ham, ere forhen omtalte, paa den merkeligste nær, Sverre, hvorom der i det Følgende vil blive Tale.
Gregorius Dagssøn ledsagede ikke Inge til Throndhjem, men rejste
