Leon samlede saa mange Folk, han kunde, satte over til Sicilien, og overvandt Omar i flere Slag. Men da han merkede, at Abulafar, som rimeligviis angrede sit Frafald, underhaanden havde forligt sig med Broderen, og iForening med ham søgte at bringe den græske Hær i Fordærvelse, vovede han ikke længer at forblive paa Sicilien, men vendte tilbage til Italien, og Omar skaltede og valtede paa Sicilien efter eget Godtykte. (1037)[1].
Imidlertid havde Kejseren eller rettere hans Broder Johannes udrustet en betydelig Hær og Flaade, for at vove et Hovedforsøg paa at gjenvinde den rige, blomstrende Ø. Overanførselen over Landhæren betroedes den erfarne Feltherre, Georgios Maniakes, der allerede havde udmerket sig meget som Hærfører i Krigen mod Rigets østlige Naboer. Flaaden kommanderedes af Kejserens Svoger, Patricieren Stephanos. Hvor vigtigt dette Foretagende betragtedes ved Hoffet, sees aller bedst deraf, at Maniakes ogsaa fik en Deel af Væringekorpset med. Blandt denne Afdeling var ogsaa Harald Sigurdssøn tilligemed hans Følgesvend og Stalbroder Halldor Snorressøn; og at Væringerne ikke mindre end Grækerne ansaa dette Tog som det fornemste og betydningsfuldeste af alle dem, der førtes i disse Aar, sees bedst af den allerede ovenfor berørte Omstændighed, at vore egne Sagaer næsten udelukkende dvæle derved, og gjøre alle de øvrige Tog, hvori Harald deeltog, til Episoder af dette. Georg Maniakes kaldes i vore Sagaer Gyrge[2], og beskrives som en lavsindet, pengegrisk og avindsyg Mand, der altid søgte at tilføje Væringerne Uret, men med al sin Underfundighed dog overlistedes af den langt klogere og modigere Harald.[3] Dette er dog langt fra at være Georg Maniakes’s Charakteer, saadan som vi hos de byzantinske Forfattere lære den at kjende. Han var vistnok grusom og vindesyg, men derhos en dygtig og tapper Feltherre, stolt og herskesyg, heftig, opbrusende og dumdristig, og, som det synes, i det hele taget forskjellig fra den Tids Græker; men Væringerne, hvis Egenraadighed han maaskee har forsøgt at tøjle, vare, som man tydeligt kan see, overvættes opbragte paa ham, og den paa deres Meddelelser grundede Sagaskildring fremstiller ham derfor som om han forenede alle de National-Lyder, der paa den Tid fandtes hos de fordærvede Constantinopolitanere, og i Nord-
- ↑ Kedrenos, S. 737, 738, 741, 742. Kedrenos Beretning om disse Begivenheder er noget forvirret, end mere de italienske Annalisters.
- ↑ Denne Form, Gyrgir i Akk. Gyrgi udtalt Jyrje, viser sig saaledes at være omtrent den samme, som Russerne brugte, nemlig Jurje, ɔ: Georg. Allerede Jaroslav, der og antog Navnet Georg, kaldtes Jurje, hvilket kan sees af Navnet paa den af ham anlagte Stad, Jurjev eller Dorpat. Altsaa er Formen Jurje ikke slavisk, men kun det oldrussiske eller oldnorske Gyrgir.
- ↑ Dette viser sig bedst af Fortællingen om hans Endeligt, se nedenfor. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
