Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/915

Denne siden er korrekturlest
897
Slaget ved Kongehelle.

raadede paa det indstændigste, at Kongen selv lagde til Strid. Alt, sagde han, var i Behold naar kun Kongen var det, men hvor let kunde ikke endog et tilfældigt Skud træffe ham, især fra Huunkastellerne, hvor man forholdsviis uden Fare kunde kaste Stene og Skudvaaben ned? Fienden havde, meente han, ikke større Styrke end at Lendermændene nok alene kunde vove Slaget med dem, især hvor man havde saa meget og vakkert Folk, som nu. Han selv skulde gjerne lægge sit Skib ved det største i den fiendtlige Flaade, og haabede at gjøre det af med en kort Strid, som for, hvor der dog havde været større Folkemon at overvinde. Alle bifaldt, at Kongen ej skulde deeltage i Striden; ogsaa Erling fandt dette rigtigt. „Thi,“ sagde han, „jeg tror at kunne skjønne af deres Forberedelser, at vi maa see os meget vel for, hvis vi ikke ville lide stort Mandtab; og bedst er det at binde om hele Lemmer. Tidligere idag var der mange, som modsatte sig mit Forslag, og ytrede at jeg nok var bange for at stride. Net lader det til at have bragt os stor Fordeel, siden Fienderne have forladt Pælene, og vil jeg derfor nu heller ikke længer fraraade at lægge til Kamp imod dem, thi jeg indseer, hvad alle vide, hvor paatrængende nødvendigt det er at forjage denne Ugjerningsflok, der har faret over hele Landet med Ran og Rov, og see til at Folk derefter atter kunne bebo Landet i Fred, og tjene en eneste Konge, der er saa god og retfærdig som Kong Inge. Han har længe nok taalt sine Frænders Overmod og Uretfærdighed, men været et Bryst for hele Almuen, og bragt sig selv i mangfoldig Fare for at skaffe Landet Fred.“ Erling talede længe og snildt, saavel som flere Høvdinger, og alle sluttede med at egge til Angreb. De ventede kun, indtil hele Flaaden var samlet. Inge føjede sine Venner i at holde sig udenfor Slaget, og blev liggende tilbage ved Øen med sit Skib Bøkesuden.

Da Alt var færdigt til Angreb, satte Inges Skibe sig i Bevægelse tvers over Elven, og paa begge Sider istemtes Hærskrig. Inges Skibe kunde ikke bindes sammen, eller holde sig i sluttet Række, da de roede tvers for Strømmen, som især satte de store Skibe nedefter. Erling skakke lagde til Kong Haakons Skib, saaledes at Stavnen stak ind mellem dette og Sigurds: der begyndte strax Kampen. Gregorius’s Skib drev derimod paa Grund og heldede meget, saa at det i Førstningen ikke kunde komme med i Angrebet. Da Haakons Mænd saa dette, lagde de til og angrebe det, fornemmelig Ivar, en Søn af Haakon Mage. Løftingerne paa begge Skibe svingede mod hinanden. Ivar krøgede en Stavnljaa omkring Gregorius, hvor han var smalest, og søgte at drage ham til sig. Gregorius tumlede ud mod Skibsrelingen, Ljaaen drog sig op efter Siden; nær var han bleven dragen overbord, men saaret blev han ikke sønderligt, da han havde en Spangebrynje. Ivar raabte til ham og sagde at