sin Hustru, Gudbrand Skashoggssøn, der var gift med en Datter af Kong Eystein Magnussøn, og endelig Gudrød Olafssøn, Syderøernes Konge, der allerede i nogle Maaneder havde opholdt sig i Norge, for at søge Hjelp mod den mægtige Sumarlide af Argyll, hvorom nedenfor. En Dag kom tvende Aarmænd fra Viken, og forlangte Kongen i Tale. Han spurgte, hvad de havde at melde. De forkyndte ham Gregorius Dagssøns Fald. „Hvorledes skede denne Ulykke?“ spurgte han aller først. De fortalte de nærmere Omstændigheder. „Her raadede de som mindst duede dertil“, sagde han, og blev saa betagen af Sorg, at han græd som et Barn. Da han var bleven lidt roligere, sagde han: „Saa snart jeg fik høre om Halldors Drab, vilde jeg drage til Gregorius, thi jeg kunde nok skjønne, at han ikke vilde sidde længe rolig uden at søge Hevn; men det lod til at disse Folk her ansaa intet mere magtpaaliggende end Julegildet, og det maatte slet ikke afbrydes; jeg er vis paa at havde jeg været der, vilde vi enten have udrettet noget stort, eller Gregorius og jeg havde begge faret samme Vej. I ham har jeg tabt den Mand, som har varet min huldeste Ven og som allermeest har støttet mit Herredømme i Landet. Nu vil jeg paa egen Haand drage mod Haakon, og enten skal jeg falde, eller faa Haakon og hans Venner tagne af Dage; om de saa alle falde, er dette dog ikke Hevn nok for en saadan Mand som Gregorius“. Da sagde en af de tilstedeværende: „du behøver just ikke at bryde dig stort med at opsøge Haakon, thi han og de øvrige agte sig hid mod dig“. Dette forholdt sig virkelig saaledes. Gregorius’s Fald gav aabenbart Haakon og Sigurd Mod til at vove et raskt Forsøg mod Inge selv. Ved Efterretningen om at man med det første kunde vente et Angreb af Haakons vilde Skarer, beredede Fru Christine, og rimeligviis flere af Kvinderne sig til at forlade Byen. Kongen fik det at bore, og spurgte, hvad det skulde betyde. Hun svarede, at under den Fare, som truede Byen, vilde den ej være et passende Opholdssted for Kvinder. Kongen bad hende indstændigt om at blive. „Sejre vi“, sagde han, „da vil du have det nok saa godt her; men falder jeg, ville mine Venner ikke faa Tilladelse til at vise mit Lig den sidste Ære, hvorimod det neppe vil blive dig negtet, naar dit anholder derom, og kan dit paa denne Maade bedst lønne mig for hvad godt jeg har gjort imod dig“. Christine samtykkede[1]. Disse Kongens Ord ere merkelige, fordi de synes at vise, at han neppe stolede tilfulde paa hendes Mands, den kloge Erlings Troskab, men antog at Fienderne ved venlige Tilnærmelser og gode Løfter haabede at kunne vinde ham. Dette er heller ikke den eneste Omstændighed, som peger hen paa, at Erlings Opførsel har været noget tvetydig,
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 16. Snorre Cap. 15.
