forlod derfor sin tidligere Stilling, og ilede med hele Hæren ud paa Isen, hvor Fylkingen nu opstilledes foran Byen. .Kongen og hans Broder Orm toge Plads i Midten, ved Kongebanneret; paa højre Fløj, der stod udenfor Nonneklostret, førte Kong Gudrød fra Syderøerne og Jon Sveinssøn Befalingen; paa venstre Fløj, der vendte mod Trælleberg, befalede Simon Skaalp, der havde tilbragt Natten i Byen og ikke vaagnede, førend ved Krigslarmen. Da Haakons Hær kom lige for Inges Fylking, blev der raabt Hærskrig paa begge Sider. Men Kong Gudrød og Jon Sveinssøn, som havde indladt sig i hemmelige Underhandlinger med Fienden om at forraade Kong Inge, gave nu med deres Vaaben et aftalt Tegn om hvor de vare at sende, og did stevnede Haakon strax ind; Gudrød og Jon gik øjeblikkelig over til ham med ikke færre end 1800 Mand, og begyndte at stride mod deres forrige Staldbrødre. Da dette skjendige Forræderi, der i og for sig var nok til at bestemme Kampens Udfald, blev meldt Kong Inge, sagde han: „der seer man, hvor stor Forskjel der er paa mine Venner! aldrig havde Gregorius baaret sig saaledes ad, om han havde levet“. Kongens Mænd bade ham nu sætte sig til Hest og ile op paa Raumarike, for at samle Tropper der; „endnu idag“, sagde de, „vil du kunne faa Folk nok deroppe“. „Dertil har jeg ingen Lyst“, sagde Kongen; „ofte har jeg hørt eder ytre, hvad der og tykkes mig sandt, at min Broder Eystein fandt en uhæderlig Død, da han engang havde taget Flugten, og han var dog vel udstyret med alle de Egenskaber, der pryde en Konge. Gik det ham saaledes, seer jeg nok, hvilken Skjendsel der venter mig, vanfør som jeg er, hvis jeg tager mig til det samme, som styrtede ham i Ulykke, der dog overgik mig saa langt baade i Helbred, Kraft og Dygtighed. Jeg var paa det andet Aar, da jeg blev tagen til Konge i Norge; nu er jeg over 25, og det synes mig, som om Kongedømmet har bragt mig mere Trængsel og Fare, end Fornøjelse og Behagelighed. Jeg har holdt mange Slag, stundom med mere, stundom med mindre Folk, men min største Lykke har været den, at jeg aldrig har taget Flugten. Gud raade for mit Liv, hvor langt det skal blive, men til Flugten griber jeg aldrig!“
Da Kong Gudrød og Jon Sveinssøn havde brudt Kong Inges Fylking og stillet sig i Fiendens Rækker, flygtede, sytti rimeligt var, de, der stode nærmest; derved bragtes den hele Fylking i Uorden og opløstes, medens Haakons Mænd søgte desto hidsigere frem. Det var da næsten blevet Dag (4de Februar 1161). Fienden trængte lige ind paa Kong Inges Merke, og i dette Angreb fik han sit Banesaar. Hans Broder Orm søgte dog endnu at vedligeholde Striden, uagtet mange af hans Krigere flygtede op i Byen; tven-
