med sig. Dog maa man ikke derfor antage ham for at have været en fuldkommen Ubetydelighed. Hans Kjekhed i det sidste Slag, ligesom tidligere i det store Slag ved Kongehelle, viser tvertimod, at der i hans svage og daarlige Legeme var en modig og kraftig Sjæl, og at det fornemmelig var hans Vanførhed, som gjorde ham afhængig af sine Omgivelser, og bragte disse til at behandle ham og omgaaes ham, som om han havde været et Barn. Den opofrende og næsten rørende Hengivenhed, hvormed hans Mænd hang ved ham, viser at han maa have besiddet megen personlig Elskværdighed, thi hos alle kunde det ikke være Hensyn til egen Fordeel, som her gjorde sig gjeldende. Navnlig fortælles der om den anseede Islænding Thorvard Thorgeirssøn, der 20 Aar gammel var bleven Inges Hirdmand efter at være bleven tagen til Naade af ham for et Drab paa en anden Hirdmand, at han ved sin Tilbagekomst til Island efter Inges Død erklærede, ikke siden at ville tjene nogen anden jordisk Konge da han ikke troede at nogen kunde vorde hans Lige, og paalagde sin Broder Are, da denne siden rejste til Norge, at han ej maatte tage Tjeneste hos den Flok, der havde fældet Kong Inge, men at han derimod skulde slutte sig til den, der hevnede ham, og der indtage hans (Thorvards) Plads; hvilke Bøn Are opfyldte[1]. Ogsaa den danske Forfatter Saxo siger om ham, at „hans herlige Aands Skjønhed ligesom til Haan var skjemmet ved Legemets Vanskabthed, og at man havde ondt for at sige, om han havde modtaget en større Velgjerning af Skjebnen, end han led under dens Mishandling“[2].
Kong Haakon, heder det, lagde nu alt Landet under sig, hvilket alene vil sige, at han lod sig erklære, eller blev erklæret for Konge over det hele Land, uden at der endnu kunde være Tale eller Spørgsmaal om nogen Anerkjendelse som saadan, hvilken vel heller ikke nogensinde blev ham til Deel for Gulathingslagens Vedkommende. Imidlertid uddeelte han alle Sysler til sine Mænd, og indsatte ligeledes Gjaldkerer i Stæderne. Raadslagningerne om alle disse Regjeringsanliggender og fremtidige Planer holdtes i St.Hallvardskirken. Men Fru Christina bestak den Prest, der forvarede Kirkens Nøgler, til at skjule en af hendes Folk i Kirken, saa at han useet kunde høre alt, hvad Haakons Mænd forhandlede; og da hun saaledes
