bød sig. Herom følte vist ogsaa den kloge Erling sig fuldkommen overbeviist. Han ventede sig derhos, som det lader, Bistand af Buris Henrikssøn, Dronning Ingerids og Henrik Skatelærs Søn, Kong Inges Halvbroder, og den svenske Kong Magnus’s Heelbroder. Buris opholdt sig hos Kong Valdemar, just ikke meget yndet, ja endog sterkt mistænkt af denne, men dog i en Stilling, der i det ydre vidnede om Magt og Anseelse. Hvis Kong Magnus Henrikssøn i Sverige, til hvem Orm Kongsbroder havde taget sin Tilflugt, havde været mægtig og anseet, da havde Erling maaskee ligesaa gjerne søgt om Understøttelse hos ham. Men hans Stilling var yderst usikker, og hans Modstander Karl Sverkessøn skilte ham endnu i samme Aar ved Liv og Rige. Til Valdemar besluttede Erling derfor at henvende sig. I Følge med sin Søn, Kong Magnus, Dronning Ingerid, Buris Henrikssøns Møder, hendes Mand Arne Kongsmaag og to af deres Sønner, alle de haandgangne Mænd, som vare tilstede, og alle hans egne saavel som Gregorius’s forrige Huuskarle, drog han afsted paa ti Skibe, og sejlede over til Jylland, hvor Valdemar opholdt sig. Det er muligt, at Erling tog hine fornemme Personer med, for at benytte sig af deres Indflydelse ved det danske Hof, men dette store Følge giver dog unegtelig Rejsen Udseendet af en Flugt, og sandsynligst er det, at han i den første Tid, førend han endnu havde sikret sig Hjelp fra Danmark og ordnet sine Forsvarskræfter, følte sig noget usikker, endog i Bergen, da Haakon, i Besiddelse af Kong Inges hele Flaade, uhindret kunde overfalde ham.[1] Erling fandt en venlig Modtagelse hos Valdemar, som rigeligt skaffede ham alt hvad han behøvede til sine Mænds Underhold. De havde mange Raadslagninger sammen, hvoraf det endelige Resultat blev, at Valdemar tilsagde Kong Magnus al den Hjelp af sit Rige, som han kunde behøve til at underkaste sig Norge og forsvare sig i Herredømmet, hvorimod Valdemar skulde faa Viken indtil Rygjarbit, eller Grændsen mod Agder, ligesom hans Forfædre Harald Gormssøn og Sven Tjugeskegg i sin Tid havde besiddet dette Landskab. Saa lidet tog Erling skakke Hensyn til Fædrelandets Selvstændighed, naar det gjaldt at sikre ham Magten, og dette af ham givne Exempel, at søge Støtte hos den danske Konge og aabne ham Adgang til Besiddelser i Norge, fulgtes nu i en Række af Aar stadigt af det Parti, hvis Hoved og Repræsentant han var, Lendermands-Aristokratiet. Heri var dette Parti sig selv ligt fra Erik Jarls og Olaf den helliges Dage. Men Begreberne om et Lands nationale Ære vare dengang ikke komne til saadan Udvikling som nu, og Erling var nødsaget til, endog for sin egen Frelses Skyld, at
- ↑ Saxo, S. 792, fremstiller Erlings Rejse ligesrem som en Flugt, og kalder hans Ophold i Jylland exilium. Hoveden, S. 600, siger omtrent det samme.
