karle, gjorde slig ulovlig Fremfærd overordentlig Opsigt, og vakte den største Forbitrelse. Af denne Grund, og fordi Vikverjerne, forhen ivrige Tilhængere af Kong Inge, nu ogsaa havde overført deres Kjærlighed paa Magnus og Erling, der repræsenterede det samme Parti, lykkedes det Erling at vække den største Forbitrelse mod Flokken paa Oplandene. Han holdt ofte Thing med Bønderne, og der blev idelig talt om de Voldsgjerninger, Sigurds Mænd begik. Det var en heldig Gjerning, hed det, om man kunde faa den Flok i Bund og Grund ødelagt, og saadan Tale vandt Bøndernes højeste Bifald. Især talte Arne Kongsmaag baade vidtløftigt og haardt om denne Sag; han bad endog alle dem, der vare paa Thinget, Krigsmænd, Bønder og Bymænd, efter den i Loven foreskrevne Form ved Vaabentag at dømme Sigurd Jarl og hele hans Flok i Djevelens Vold baade levende og døde. Ogsaa Presten Roald Langtala holdt et Foredrag i dette Øjemed. Og, siges der, saa opbragt og ustyrlig var Forsamlingen, at de alle gik ind derpaa, og en slig uhørt Dom blev afsagt efter alle lovlige Former. Erling holdt Julegildet Tunsberg, og udbetalte ved Kyndelsmisse Krigsfolkene deres Sold. Hver Nat lod han tolv Mænd holde Vagt i Byen[1].
Sigurd Jarl streifede fremdeles om hist og her i Viken og paa Oplandene. Hans Styrke var betydelig, og mange underkastede sig ham, dog mest af Frygt; mange maatte betale Penge. Flere af Flokken sendte dog hemmeligt Bud til Erling for at tilbyde Underkastelse og hede om Grid. Erling lod dem svare, at alle, der nedlagde deres Vaaben, skulde faa beholde Livet, men Landsvist kun de, der ikke havde forbrudt sig altfor meget mod ham. Dette Svar var uklogt, thi da hine hørte, at ikke alle, som faldt fra Sigurd, kunde være sikre paa Landsvist, foretrak de at blive Sigurd tro: de fleste vidste med sig selv, at Erling ansaa dem for at have groveligen forsyndet sig imod ham. Blandt dem, som underkastede sig Erling, var Philip Gyrdssøn, der fik sine Ejendomme tilbage, og drog hjem til sin Gaard. Men ikke længe efter kom nogle af Sigurd Jarls Mænd og sloge ham ihjel. Overhoved søgte de fra begge Sider ved idelige Overfald og Manddrab at gjøre hinanden Skade, saa at det paa denne Tid maa have gaaet saare uroligt og blodigt til i det hele Strøg mellem Viken og Throndhjem[2].
I Begyndelsen af Langefasten (1163) fik Erling Nys om, at Sig-
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 10. Det uhørte i hiin Dom, hvorover Sagaskriveren anker (han kalder det údœmavark) er naturligviis, at man tiltog sig at fradømme andre Mennesker jordisk Lykke og evig Salighed, ligesom man dømte Folk fra Gaard og Grund.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 3, 4. Snorre Cap. 11, 12.
