holdt Slag om Natten, ikke ved højlys Dag, og ved slig Fremferd have de drevet det til at overvinde op fælde slige Høvdinger, som have bukket under for dem[1]. Saadan skammelig Ferd ville vi derfor overlade til dem, men selv derimod følge andre og bedre Høvdingers Exempel, idet vi stride ved højlys Dag og i ordentlig Fylking, uden at stjele os paa vore Fiender om Natten. Vi have Folk nok imod dem, og ville oppebie Dagen, idet vi holde os sammen i Fylking, for det Tilfælde at de skulde ville angribe os“. Mandskabet satte sig derfor ned. Nogle gjorde sig Lejer af endeel Høstakke, som de toge fra hinanden, andre sad paa deres Skjolde, og ventede saaledes, indtil det blev lyst. Sigurd Jarl havde ikke faaet Nys om, at Erling nærmede sig, førend han allerede var kommen ganske nær ved Gaarden. Hans Mænd stode da op, og væbnede sig. De vidste ikke ret Besked om, hvor mandsterk Erling var: nogle vilde derfor fly, andre derimod blive. Sigurd var forstandig og veltalende nok, men ansaaes ikke for synderlig behjertet. Han vilde helst at man skulde undvige, men da han maatte høre meget ilde for denne Modløshed, bestemte han sig til at blive. Da det begyndte at lysne, fylkede Anførerne paa begge Sider deres Hær. Sigurd opstillede sin Fylking paa en Skraaning mellem Gaarden og den forbiløbende Aa, over hvilken der da, som nu, gik en Bro. Erlings Fylking stod paa den anden Side af Aaen og Broen; bagenfor Fylkingen holdt en Trop vel bevæbnede Mænd til Hest, og de havde Kongen imellem sig. Da Sigurds Mænd saa, hvor stor Folkemonen var, svigtede Modet dem, og de ytrede, at det nok var raadeligst at søge til Skogs. Men Sigurd svarede: „I pleje at sige, at jeg ikke besidder noget Mod. Net skal det vise sig; enhver see kun til, at han ikke flyet eller svigter, førend jeg. Vor Stilling er god: lad dem kun gaa over Broen, men naar Merket er kommet over, skulle vi styrte ned ad Bakken over dem; blot nu ingen vil vige fra sin Sidemand“. Sigurd var iført en rødbruun Kjortel, rød Kappe med opheftede Skjød, og Filtsko paa Fødderne; sandsynligviis for ej at glide paa Svollen. Han havde Skjold, og et Sverd, som han kaldte Bastard. „Gud skal vide“, sagde han, „at heller end at faa en Mængde Guld, vilde jeg naa hen til Erling skakke om det saa var kun med et eneste Hug af Bastard“.
Erlings Folk vilde gaa over Broen. Men i dets Sted lod han dem gaa over Aaen højere oppe, hvor der var mere jevnt, og hvor den med megen Lethed lod sig passere. Derved forspildtes Jarlens Plan,
- ↑ Her sigter Erling, som man seer, til hiint Rygte, at Anund Simonssøns Moder havde ladet anstille Trolddom for at erfare den bedste Maade, hvorpaa man kunde faa Kong Inge fældet.
