Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/940

Denne siden er korrekturlest
922
Magnus Erlingssøn og Sigurd Markusfostre.

at hans Mænd i fuldt Løb skulde styrte sig ned over Erlings. Han maatte nu lade sin Hær gjøre en tilsvarende Bevægelse paa den anden Side, hvorved den kom til at forlade sin fordeelagtige Stilling paa Højden, da denne efterhaanden sænkede sig. Umiddelbart før Overgangen over Aaen lod Erling sine Mænd synge Pater noster og gjøre en Bøn til Gud om, at den maatte sejre, der havde Retten paa sin Side. De sang da Kyrie eleison, og sloge med Sverdene paa Skjoldene. Ved dette Gny bleve tre Hundreder af Erlings Mænd — rimeligviis af de mindre stridvante Folk fra Byen — ængstelige til Mode, og toge Flugten[1]. Men da han alligevel havde Overmagten paa sin Side, bred han sig ikke noget herom, men gik over Aaen med sine Mænd. Jarlsmændene istemte Hærskrig, men de maatte modtage Angrebet ved Foden af Bakken, i Stedet for, som fra først af bestemt, selv at kunne angribe ovenfra. Striden førtes først med Spyd, siden med Sverd. Snart saa man Jarlens Banner vige tilbage; Erling og bane Mænd kom op paa Bakken, og nu varede det ikke længe, førend Jarlens Mænd flygtede ad Skoven til. Sigurd Jarl blev tilbage, og hans Mænd bade ham at undfly. „Nej“, sagde han, „lad os holde os frem saa længe vi kunne!“ I Spidsen for den lille Hob, som endnu fulgte ham, gjorde han et fortvivlet Anfald, huggende til begge Sider, men maatte bukke under for Overmagten. Han faldt tilligemed Jon Sveinssøn og 60 Mand. Erling havde ikke mistet mange Folk og forfulgte de Flygtende til Skoven; der standsede han, og vendte om igjen. Paa Tilbagevejen kom han til det Sted, hvor Sigurd Jarl laa. Han var endnu ikke rigtig død, men Kongens Trælle havde allere-

  1. Dette Sted er noget dunkelt i Sagaerne. Det undlader nemlig ej at synes noget underligt, at netop Erlings Mænd skulde tage Flugten af Frygt over det muntre Vaabengny i deres egen Hær. Fagrskinna beretter ogsaa paa dette Sted, at det var tre Hundreder af Jarlens Mænd, som flygtede, og at Erling og hans Mænd „fulgte dem over Broen“. Men ogsaa dette synes noget utroligt, thi tre Hundreder vare mere end Halvdelen af Jarlens hele Hær, og det er ikke rimeligt, at de øvrige i saa Fald vilde være blevne tilbage. Man nødes derfor til at antage, at det virkelig var tre Hundreder eller 360 Mand af Erlings Hær, som flygtede, men i saa Fald synes det ogsaa rimeligt, at det Vaabengny, der slog dem med Skræk, hørtes fra den fiendtlige Hær. Og saaledes bor man maaskee ogsaa rettest forklare den dunkle Text. Der staar: „Da sagde Erling, at de skulde synge pater noster og bede, at de maatte erholde Sejren, som bedst fortjente den. De sang da Kyrie eleison, og sloge paa Skjoldene“. Da der ikke staar, at han bad sine Mænd synge Kyrie eleison, ligger den Slutning nær, at Ordene „De sang da Kyrie“ o. s. v. gaa paa Sigurds Hær, og rettere skulde oversættes: „hine (Sigurds Mænd) sang da (d. e. ligesom til Gjengjeld for Sangen i Erlings Hær) Kyrie eleison, og sloge paa Skjoldene.