kom, at hans Biskopsstol, der allerede tilforn var i Pengetrang, nu behøvede meget mere, for nogenledes at kunne omgives med den Glands, der fordredes af et Erkesæde; han anholdt derfor om, at Bønderne skulde vedtage at udrede hans Sag-Øre eller Sagefald i Sølvværdi, ikke, som forhen, og som de udredede Sagefaldet til Kongen, i almindelig Courant eller Sag-Øre. Og, merkeligt nok, ved hans egen store Indflydelse, den Iver, hvormed hiin drev Sagen, og hans mægtige Venners Understøttelse, fik han virkelig bragt det dertil, at Bønderne gik ind paa Forhøjelsen. Men dette var ingenlunde efter Erlings Sind. Han blev høist forbitret paa dem, som havde understøttet Eystein i denne Sag, og følgelig aller meest paa Erkebiskoppen selv. I denne Tid, da Erling saaledes allerede var kommen paa en spendt Fod med Erkebiskoppen, var det, at Sigurd Markusfostre blev tagen til Konge paa Ørething, og fik et stort Tilløb blandt Thrønderne. Om Eystein just ikke havde ligefrem Deel heri, faa har han dog vist heller ikke modsat sig det, thi et Ord af ham vilde sikkert kunne have hindret det. Sandsynligviis var det efter Erkebiskoppens Anmodning, og for nærmere at ordne disse og andre kirkelige Forhold, at Pave Alexander III nu sendte en Legat, Magister Stephanus fra Rom[1], til Norge. Der nævnes intet om, i hvilken særegen Hensigt han blev afsendt, hvad Vej han tog til Norge, eller hvor i Landet, og i hvilken Maaned han ankom. Alt hvad man erfarer, er kun, at han kom i Aaret 1163, sandsynligviis henimod Høsten, og at han, som det heder, blev venskabeligt modtagen af Kong Magnus, og Biskoppen, hvilket saaledes antyder, at han aller først kom til Viken, og derfra, rimeligviis over Land, fortsatte sin Rejse til Throndhjem. Man erfarer ligeledes, at han opholdt sig i Norge, sandsynligviis hos Erkebiskop Eystein, den hele Vinter og paafølgende Sommer.[2] Om Vaaren (1164) begav Erling sig selv til Nidar-
- ↑ Magister Stephanus de urbe veteri kaldes han af Roger Hoveden (Savile, Side 600). Hvad hans Erende for øvrigt angaar, bliver det, da han netop ankom i 1163 og over Viken, heel sandsynligt at han ogsaa har haft noget at bestille med Oprettelsen af Erkestolen i Upsala, som nu endelig kom istand 1164, efter at Kong Karl havde underhandlet derom med Paven.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 268. Her staar der udtrykkeligt, at Stephan kom til Norge et Aar efter Kong Haakons Fald, altsaa 1163, og Kroningen henføres til den følgende Sommer. Der indskydes for øvrigt i dette Capitel en Beretning om Erkebiskoppens Reise til Haalogaland og hans Dagtingning med Bønderne, der — hvad Sammenhold med de større Kongesagaer, Magnus
Alen, der skulde svare til en Øre. Denne „Lag-Øre“ var formodentlig den samme, der i Gulathings-Lagen ogsaa stundom kaldes Skatsvare-Øren (f. Ex. Cap. 198, 251).
