gribelige Grunde fik Broderparten. Hovedbestemmelserne, Tronfølgen vedkommende, vare nemlig Følgende:[1]
Ved enhver Konges Død skulde alle Biskopper, Abbeder, Hirdstjorer, det vil sige Lendermændene og de fornemste Hird-Embedsmænd, tilligemed hele Hirden, og tolv Mænd fra hvert Biskopsdømme, opnævnte af Biskopperne, de sidste under 40 Marks Straf for Undladelse, begive sig til St. Olafs Helligdom i Nidaros, for at forvandle med Erkebiskoppen om Tronfølgen. De skulde have tiltraadt Rejsen inden en Maaned efter at de erfarede Kongens Død, og hans Krone skulde tillige medbringes, for at ofres for hans Sjæl, og hænge til evig Tid i Christkirken i Nidaros til Guds og St. Olafs Ære[2]. For Eftertiden skulde kun den regjerende Konges egtefødde Søn være berettiget til Tronfølgen, med mindre Ondskab eller Uforstandighed gjorde ham uskikket dertil. I faa Fald skulde den af hans samfædre Brødre være Konge, som de paa ovennævnte Møde forsamlede gejstlige og verdslige Herrer fandt at være den dueligste. De ikke Gejstlige skulde ved denne Lejlighed aflægge Ed paa at de her vilde følge sin bedste Overbeviisning, eftersom deres Samvittighed tilsagde dem; de Gejstlige skulde vel ikke aflægge Ed, men dog være under samme aandelige Ansvar. Efter-lod Kongen ingen egtefød Søn, da skulde nærmeste arveberettigede Frænde bestige Tronen, dog kun for saa vidt han paa Mødet erkjendtes duelig; befandtes han uskikket, da skulde de forsamlede Mænd vælge den, der tyktes dem bedst skikket til at vogte Guds Ret og Landets Love. Vare Meningerne forskjellige, da skulde vistnok, som det hed, de fleste Stemmer gjøre Udslaget, men, tilføjes der, for saa vidt Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper vare enige med dem[3]
Man erfarer altsaa heraf, at uagtet Kongetronen erklæredes arvelig i Kongens Æt, skulde dog denne Arveret være betinget af en Magnatforsamlings Skjøn; og at det stod denne Forsamling frit for at kassere den ene
- ↑ Disse Bestemmelser ere optagne i Gulath. Lov under Cap. 2, og omtales tillige summarisk i Tunsberg-Forliget 1277.
- ↑ Uagtet man jo vistnok maa sige, at Bestemmelsen om Kronens Ofring allerede i og for sig indeholder Erkjendelsen af Underkastelsen under St. Olafs Højhed, saa er det dog merkeligt, at denne Underkastelse ikke udtrykkeligt omtales, som senere i Kong Magnus’s Erklæring til Erkebiskoppen (hvorom nedenfor), og i Tunsberg-Forliget. Det heder endog kun, at Ofringen skulde skee „for Kongens Sjæl“. Men synes saaledes med Flid at have undgaaet en ligefrem Udtalelse af Underkastelsen.
- ↑ Denne Bestemmelse er sat paa Skruer, og indeholder i sig selv en Modsigelse. Strengt taget fordres der ej alene Stemmefleerhed, men og Gejstlighedens Samtykke. Altsaa, naar dette Samtykke ikke gaves, nyttede ej Stemmefleerheden, og det Parti, med hvem Gejstligheden stemte, fik alligevel sin Vilje frem.
