retmæssige Tronarving efter den anden, ja endog med Tilsidesættelse af dem alle at vælge en Konge af en anden Familie. Paa denne Magnatforsamling, indrettet ganske, eller i det væsentlige som den, paa hvilken disse Artikler bleve vedtagne, og bestaaende af Biskopperne, Lendermændene, Hirden og 60 af Biskopperne opnævnte Mænd, havde Biskopperne ei alene Overhaand ved .denne dem tildeelte Nævningsret, men ogsaa derved, at deres Skemme i Tilfælde af Meningsforskjel skulde gjøre Udslaget. Man faar af alt dette det bestemte Indtryk, at Lendermands-Aristokratiet, der nu ved Erlings, eller Kong Inges forrige Partis Sejr havde faaet Overhaand, var kommet overeens med Presterne om at dele Sejrens Fordele mellem dem og sig, og at befæste deres fælles Magt paa Kongemagtens Bekostning. At Erling, hvem det kun gjaldt først og fremst at sikre Magnus Kongenavnet, har gaaet ind paa hine Bestemmelser, der efter Bogstaven ikke saa meget indskrænkede Kongens Magt, naar han først havde erhvervet Kronen, som den gjorde Sukcessionen afhængig af Aristokratiet, er let at forstaa. Deels hørte han selv til Aristokratiet og deelte saaledes dets Interesser, deels haabede han vel at han eller Sønnen senere, naar denne først havde befæstet sig paa Tronen, nok ogsaa skulde kunne tilvejebringe de Forandringer, der ubetinget sikrede hans Æt Tronfølgen. Han regnede det vel vel heller ikke nøjere med de Løfter, han gav hine Herrer, for at sikre sig Magten, end med dem, han tidligere havde givet Kong Valdemar. Nogen særegen Haandfæstning til Erkebiskoppen, indeholdende den formelige Underkastelse af Riget og Kongedømmet under St. Olaf synes Magnus saa meget mindre ved denne Lejlighed at have udstedt, som det endog snarere lader til, at man har undgaaet en ligefrem Udtalelse deraf. Efter Vedtagelsen paa Rigsmødet var den ogsaa strengt taget overflødig, og kunde alene tjene til at vække de verdslige Magnaters Skinsyge mod Gejstligheden, hvis Magt allerede var bleven stor nok. Vi erfare vel, som det nedenfor vil sees, at enkelte Bestemmelser, sigtende til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands, og passende at betegne Erkebiskoppens Forrang for Lydbiskopperne, ere paa dette Mode enten blevne vedtagne, eller bekræftede, men med Hensyn til virkelige Indrømmelser eller Privilegier for Erkebiskoppen finde vi kun, at Magnus eller rettere Erling paa hans Vegne i almindelige Udtryk har anerkjendt og besvoret de Friheder, Kirken allerede ved Kongerne Eysteins, Sigurds og Inges Overeenskomst med Kardinal Nikolas havde faaet, dog, som det udtrykkeligt heder, med Forbehold af Kongens fulde lovlige Ret og Hæder[1]. Først
- ↑ I den for omtalte Kong Haakons Retterbod af 1202 eller 1203 staar der nemlig: „jeg indrømmer den hellige Kirke og Gejstligheden al den Frihed, der tilkommer den, efter som de hellige Dokumenter mellem den og mig udvise,
