senere støde vi paa en af Magnus ti Aar senere, til Erkebiskoppen udstedt Erklæring, hvorved han formelig gjentager eller vedtager Underkastelsen Under St. Olaf, og derhos saavel stadfæster, som vel og i mange Henseender udvider Erkebiskoppens særskilte Rettigheder; men for saa vidt dette Dokument er egte — hvorom der hersker megen Tvivl — synes det i alle Fald kun at være udstedt underhaanden, og ikke strax at have været offentliggjort eller at være blevet almindelig bekjendt, ligesom ogsaa Erkjendelsen af St. Olafs Overhøjhed der kun er en Bisag[1].
Saaledes havde da Norges statsretlige Forfatning faaet en fuldkommen aristokratisk Grundvold, hvorpaa det allerede mægtige Aristokrati med Lethed kunde opføre en Bygning, der tilsidst aldeles overskyggede Kongedømmet. At det især blev Gejstligheden, som nød godt heraf og erhvervedede den største Magt, ligger i Sagens Natur. For det første maatte den Fiktion, at St. Olaf fra nu af skulde være Landets egentlige Konge, give Erkebiskoppen betydelig Overvegt. For det andet var Erkebiskoppens og Biskoppernes Embedsstilling i hine Tider allerede i og for sig selv saa anseelig, at de saa godt som vare selvskrevne til Magten: de vare de eneste saakaldte tignir menn (fyrstelige Personer), medens alle de øvrige vare útignir; og denne fremragende Stilling og høje Rang maatte
- ↑ Dette er det meget omtvistede Brev, aftrykt paa flere Steder, navnlig i „Norges gamle Love“ l. S. 442, efter den eneste, heel daarlige Afskrift deraf, som er os levnet, og hvor navnlig Dateringen, 23 Marts 1276, ved første Øjekast viser sig urigtig. Om Brevets Egthed vil der i det følgende blive Tale; at det ej har varet produceret og paaberaabt af Erkebiskopperne efter Eysteins Tid indtil Jon, 1273, sees noksom saavel af det oven omhandlede Brev af Haakon Sverressøn, som af Ytringen i selve Tunsberg-Forliget at de deri indeholdte Privilegier, fornemmelig hvad Underkastelsen angaar, vare svækkede ved ej at bruges. Kong Sverres Fremtræden som det sigurdske Partis og det arvelige Kongedømmes Repræsentant, og det af ham opstillede Systems Sejr, maatte under alle Omstændigheder betage alle Magnus’s Indrømmelser deres Betydning, og dette er vel Aarsagen, hvorfor der hviler saadan Dunkelhed over dem.
og den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog mit Kongedømme og al kongelig Værdighed uskadt; eftersom Kardinal Nikolas fastsatte, og de tre Konger, Eystein, Sigurd og Inge samtykkede og svore, og Kong Eysteins Brev bevidner, og Kong Magnus stadfæstede, og min Fader selv med sit Brev, og de Eder vidne der bleve svorne for Legaten, da Jarlen yppede Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed. Norges gamle Love, I. S. 445). En enkelt Afskrift har her „for Legaten Fidentius“; men da Ftdentius ej sendtes som Legat førend i Aaret 1197, da baade Kong Magnus, Erkebiskop Eystein og Erling Jarl forlængst vare døde, er det tydeligt nok, at Navnet Fidentius maa være bleven vilkaarlig tilsat af en ukyndig Afskriver; en Vidisse fra 1321, afskrevet efter Originalbrevet har ogsaa kun „for Legaten“.
