lade sig leje for Penge til at dræbe Mænd, med hvem de intet have udestaaende, undtagen naar Kongen lader refse til Landrenselse og Fred; saa og de, der tage Kvinder med Ran, eller andre Mænds Koner, Fæstemøer, eller Datum uden deres lovlige Verrgers Samtykke, og endelig de, der hevne slige Ubodemænd eller fordre Bøder efter dem: de ere alle Ubodemænd, have forvendt Fæ og Fred, Land og Løsøre; og de, som værge sit Gods eller fine Frændkoner for dem ere fredhellige, men alle hine derimod ugilde, hvad enten de faa Saar eller Bane“. De her opregnede og som Ubodemaal stemplede Forbrydelser vare netop de, der tillagdes det sigurdske Parti, og især de vilde, lovløse Grædseboer og Elvegrimer.
Sandsynligviis have ved denne Lejlighed ogsaa de allerede ovenfor omtalte Bestemmelser, som sigtede til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands, enten været vedtagne, eller for saa vidt de alle, eller enkelte, hidrørte fra Kardinal Nikolas’s Tid, bekræftede og maaskee udvidede, f. Ex., at medens de øvrige Biskopper maatte nøje sig med 30 Skydsheste, naar de rejste for at indvie Hovedkirken kunde Erkebiskoppen rekvirere enhver Hest, som nogensinde havde været Sadel eller Sele[1]. Voldsgjerninger, begaade inden Christkirkens eller Mariekirkens Enemerker, straffedes strengere end om de vare forøvede ved andre Kirker[2]. At Biskoppernes Eneret til at besætte de gejstlige Embeder, og Domkapitlernes til at vælge Biskopper, uden Indblanding fra Kongens Side, erkjendtes eller bekræftedes, falder af sig selv. Paa dette maa tillige, som det synes, de Forandringer i Gulathings-Loven, fornemmelig Kirkeretten, der udtrykkeligt tillægges Magnus, være vedtagne; de gaa i det Hele taget ud paa at skjærpe Straffene og saaledes udvides Gejstlighedens Magt, medens dog tillige enkelte forældede Skikke afskaffes[3]. Merkeligt er det, at Bestemmelsen om Tiende da først synes at have været optagen i Gulathings-Loven[4]. Formodentlig var det vel ogsaa nu, gjennem Legaten Stephan, at Pave Alexander, som det udtrykkeligt siges, tillod at fiske Sild, naar den kom til Landet, ogsaa paa Søn- og Hellig-Dage, med Undtagelse af de aller fornemste, der særskilt opregnes[5].
Da alt dette nu var afgjort og vedtaget, aflagde Kongen, Erling og 12 Lendermænd med dem paa de øvriges Vegne Ed paa, at de vedtagne Bestemmelser skulde overholdes. Derpaa stred man til Kroningen,
