Paa Norges Forhold til Skatlandene synes Tronstridighederne nu, som ellers, at have haft den Følge, at Afhængighedsbaandet slappedes, og Fyrsterne raadede sig som de vilde, deels fordi Kongerne i Norge havde for fuldt op at bestille hjemme til at kunne ofre Skatlandene-s Anliggender nogen synderlig Opmærksomhed, deels fordi Skatlandenes Fyrster selv ved at holde snart med den ene snart med den anden af de stridende Parter altid kunde sikre sig en i det væsentlige uafhængig Stilling. Saaledes have vi allerede seet, hvorledes Kong Gudrød paa Syderøerne gik over fra Inge til Haakon, og det midt under Slaget ved Oslo. For ham gjaldt det egentlig kun at faa Understøttelse mod sin Svoger, den mægtige Sumarlide af Argyll, der spillede Mester i hine Egne. Det maa bare været denne, der i Aaret 1154 udrustede hiin før omtalte store men uheldige Expedition til Irland, for at staa Muirkertach O’Lochlan bi mod Overkongen Tirdelvagh, thi Krigsmændene paa dette Tog siges udtrykkeligt at have været fra det sydvestlige Skotland, Syderøerne og Man, altsaa Lande, hvor Sumarlide havde Besiddelse-r eller Tilhængere. I Forbindelse hermed staar det øjensynligt, at Gudrød enten i 1154 eller 1155 indkaldtes af Indbyggerne i Dublin, hyldedes som Konge, og vandt en glimrende Sejr over Muirkertachs Broder, sytti denne med en Hær sendte mod Dublin. Efter denne Sejr, heder det, vendte han tilbage til Man, sendte sine Stridsmænd fra sig, og betragtede sig nu ganske sikker paa Tronen[1]. Ved hiin Sejr maa han altsaa have tilføjet Sumarlide et føleligt Knæk. Men i Følelsen af sin Sikkerhed blev han saa tyrannisk, at mange af de mægtigere Mænd i Syderøerne ej længer kunde finde sig deri, og den meest anseede af dem, Thorfinn Ottarssøn, begav sig til Sumarlide, for i deres Navn at bede om at de maatte faa hans Søn Duggall, Kong Olafs Dattersøn, til Konge. Sumarlide føjede dem med Glæde heri, og sendte Duggall med Thorfinn, som førte ham om paa Øerne, og fik ham deels med det Gode, deels med Magt, tagen til Konge. Ved Efterretningen herom udrustede Gudrød en Flaade, og holdt et blodigt Slag med Sumarlide (6 Jan. 1158), hvor ingen af Parterne sejrede, men som endtes med at de næste Dag sluttede Fred paa den Betingelse, at Riget deeltes, idet nemlig Duggal rimeligviis fik de Øer, der laa Argyll nærmest. Denne Deling vedblev siden efter, saalænge Kongedømmet bestod
- ↑ Den Manske Krønike. De irske Annaler tale ei herom. Krøniken henfører Begivenheden til hans Regjerings 3die Diar, altsaa 1156 eller 1157, men da den siden efter udtrykkelig omtaler Begivenheder for 1156, der indtreffe efter at Gudrød siden sin Hjemkomst var begyndt at blive tyrannisk, er det tydeligt nok, at hans Dublinstog maa have fundet Sted endnu i 1154 eller 1155, førend han ret havde befastet sig pa Tronen, og at Angivelsen „tertio anno“ er fejlagtig.
