sin højst ukloge og skammelige Opførsel havde gjort dem til Grækernes svorne Fiender, men givet det første Stød til at ogsaa Nedre-Italien tabtes for Grækerne. Nordmannerne havde allerede i Maniakes’s Tid været misfornøjede med Grækernes Egennytte. Efter Slaget ved Traina havde de saaledes, som det siges, gaaet Glip af Byttet. En anseet Lombarder, Harduin, der havde sluttet sig til Nordmannerne, og, som det synes formedelst sit Kjendskab til det græske Sprog og de italienske Forhold, udførte deels en Tolks deels en Underanførers Forretninger[1], havde i en af Fegtningerne paa Sicilien med egen Haand nedlagt en saracenisk Høvding, og som sit retmæssige Bytte tilegnet sig hans smukke Hest, men Maniakes havde med Magt og Haan ladet ham den fratage[2]. Da Dokianos kom, blev det endnu værre. Han forholdt endog Nordmannerne deres retmæssige Sold. Da Harduin indfandt sig hos ham for at klage herover, og i Nordmannernes Navn bad om en bedre og retfærdigere Behandling, lod Dokianos ham gribe og til Spot og Skjendsel pidske gjennem den hele Lejr. Nordmannernes Forbitrelse herover vilde strax have givet sig Luft i et Angreb paa Grækerne, hvis ikke den kloge Harduin selv havde holdt dem tilbage, og imidlertid anstillet sig, som om han ikke tog sig det mindste nær af hvad der var skeet, indtil han af Anførerens Skriver havde faaet et Pas til at komme over Sundet til Calabrien, hvor han foregav at have et nødvendigt Ærende. Ved Hjelp af dette Pas slap han og Nordmannerne bort fra Messina ved Nattetid, og saa snart de havde landet paa Italiens Kyst, droge de tinder idelig Herjen i de græske Besiddelser lige til Apuliens Grændser, hvorpaa de efter Harduins Raad opfordrede Nordmannerne i Aversa til at gjøre fælles Sag med dem om at fordrive Grækerne fra Italien og erobre deres Besiddelser[3]. Forenede med Thankreds-Sønnernes Skare til en eneste li-
- ↑ Kedrenos (S. 755) kalder ham Frankernes (d. e. Nordmannernes) Anfører, og uafhængig Herre over et Stykke Land. Leo Marsicanus kalder ham en Lombarder, e famulis sancti Ambrosii, og lader ham af Dokianos mod store Gaver være forlenet med nogle Stæder; han nævner intet om hans Forbindelse med Nordmannerne, førend da han, for at tage Hevn, henvendte sig til Reinulf i Aversa. Galfred kalder ham „en Italiener“, der var „blandt vore, fordi han kunde Græsk“.
- ↑ Leo Mars. l. c.
- ↑ Galfred, I. 8. Leo. Mars. l. c. Kedrenos, S. 755. Galfred er den eneste, der taler om Flugten fra Messina; Kedrenos udtrykker sig næsten som om Harduins Mishandling og Nordmannernes Frafald ej fandt Sted førend efter Tilbagekomsten til Italien. Men det er tydeligt nok, at det bestemte og nøjagtige Sagn om det tilsnegne Pas og Overfarten fra Messina, som Galfred meddeler, nødvendigviis maa være fandt, i det mindste i Hovedsagen, medens man derimod ingenlunde kan sige, at Kedren ligefrem benegter at hiin Scene fandt Sted paa Sicilien,
