Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/962

944

Magnus Erlingssøn

tage ind hos en i Nærheden boende Islænding.^[1] Erlends Mænd kom paa Gaarden for at suge efter ham, og han frelstes alene ved sin Verts Aandsnærværelse. Erlend satte sig imidlertid i Besiddelse af alle Skibene, hvor han fik et meget rigt Bytte af Penge og andre Kostbarheder (24de Oktb. 1151). Ragnvald skyndte sig til Orfyri, hvor han traf Harald, som allerede var kommen der. De rejste strax paa smaa Baade over til Katanes. Imidlertid deelte Sejrherrerne det let erhvervede rige Bytte mellem sig, og det er betegnende nok, at Svein magede det saa, at alle de Kostbarheder, der havde tilhørt Ragnvald Jarl, faldt paa hans Parti, hvorefter han strax sendte dem over til Ragnvald. Trods Sveins Raad tog Erlend til Jule-Ophold ved Daminsø, hvor han og hans Mænd førte et sorgløst og lystigt Liv, uden tilbørligt at være paa deres Post. En Aften kort før Juul (20de Decbr.), da Svein var rejst bort i et Erende, kom begge Jarler ganske uventet over ham. Han sov ombord paa sit Skib, men var saa drukken at man ej engang kunde faa ham vækket. Først tre Dage efter fandt man hans Lig, gjennemboret af et Spyd. Svein Asleivssøn hevnede siden hans Død ved at overfalde og med egen Haand at dræbe en Mand, der roste sig af at have givet ham Banesaar, men laante dog Ragnvalds Mæglingsforslag et villigt Øre, ja tilbragte endog Julen hos denne, som indbøde ham til sig og foreslog ham at forlige sig med Harald. Dette Forlig mellem Svein og Jarlerne kom ogsaa virkelig istand, men paa Vilkaar, som Svein fandt alt for haarde, nemlig at han skulde udrede en Mark Guld til hver af Jarlerne, afstaa Halvparten af sit Jarlegods, og kun beholde den anden Halvpart tilligemed et godt Langskib. Ragnvald erklærede strax, at han intet vilde have af Svein, og gav Slip paa sin Andeel. Ikke saa Harald, som drog over til Sveins Gaard paa Gaareksø, og der selv tog uden Skaansel for flg af hans Korn og Forraad. Forbitret ilede Svein derhen, og vilde endog sætte Ild paa sin egen Gaard for at brænde Jarlen inde, uden Hensyn til at hans egen Hustru og Datter ogsaa maaskee derved vilde blive indebrændte; men han fik i rette Tid vide, at Jarlen just var dragen paa Jagt, og afstod da fra sit fortvivlede Forsæt.^[2] Svein førte endnu i nogle Maaneders Tid Fejde med Harald, og tilsyneladende med Ragnvald, indtil denne omsider fik mæglet Fred, og Fiendtlighederne ophørte (1ste Juni 1157), ja Svein, Thorbjørn Klerk og Erik Slagbrelle gjorde endog i Forening et lidet Søtog, omtrent paa de gamle Vikingers Viis, da de, efter at have anløbet Syder-

1. Hans Navn var Botolf Beyla, og han var en god Skald.
2. Svein, fortælles der, vilde opsøge Harald, og spurgte sin Hustru Ingebjørg, hvor han var, men da hun og par i Slægt med Harald, var hun ikke paa nogen Maade at formaa til at røbe hans Opholdssted.