Høsten[1] droge Jarlerne, som de ofte plejede, over til Katanes paa Hjortejagt. Der gik det Rygte, at Thorbjørn Klerk just paa den Tid skulde holde sig der, og det temmelig mandsterk, for, om Lejlighed gaves, at kunne vove et eller andet dristigt Overfald. Dette bevægede Jarlerne til at forstærke deres Følge, faa at de i Alt havde 120 Mand, hvoraf de 20 til Hest. Om Aftenen, den 20 August, rede de op ad Thorsdalen (langs Thursowater), og tilbragte Natten paa en der liggende Gaard, den følgende Dag fortsatte de Rejsen, og bøjede mod Vest op ad Sidedalen Kalvedal (Caldale). Ragnvald red selv femte et godt Stykke i Forvejen; Harald var noget bagefter. Vejen faldt igjennem en Gaard, hvis Ejer, Høskuld, just stod ude og læssede Hø. Han hilsede Jarlen ved Navn, meget højt, saa at det endog kunde høres langt borte. Og da Jarlen nu gjennem nogle trange Indhegninger og op ad en stejl Bakke, nærmede sig Enden af Stuebygningen, hvor der ej saa ud til at være nogen Dør, saa man pludselig Væggen aabne nu, idet endeel ganske løse Stene ramlede ned, og ud styrtede Thorbjørn Klerk, som havde lignet paa Luur derinde, og kun ventet paa hiint Tegn, med flere Ve-væbnede, stevnede lige mod Jarlen, og hug til ham. En af dennes Følgesvende, den 18aarige Aasulf, holdt sin Arm op mod Hugget, der tog den af, og rammede Jarlen i Hagen. Ragnvald vilde springe af Hesten, men hans Fod hang fast i Stigbøjlen, og i det samme gjennemborede en af Thorbjørns Mænd ham med sit Spyd. Thorbjørn, som ogsaa havde faaet et Spydstik i Underlivet, skyndte sig nu bort med sine Hjelpere, først bag om Husene, og siden trods sit Saar ned ad Bakken vel hentil en Blødmyr. De mødte Harald, hvis Mænd anede Uraad og vilde gribe ham, men Harald forbød dem det, sigende at han først ønskede at høre Ragnvalds Bestemmelse. Da Harald kom op paa Gaarden, var her saa stor Tummel og Forvirring, at det varede en Stund, inden han fik vide, hvad der egentlig var paa Ferde. Da maatte han, saa gjerne han end ønskede at kunne frelse Thorbjørn, holde gode Miner, og følge sine efter Hevn tørstende Mænd, der fatte efter Morderne, for om muligt at gribe dem. De traf dem
- ↑ I Orknøyinga Saga omtales dette, som det skulde have varet et andet Diar; der siges ikke engang at det var det næst følgende. Overhoved omtales alle disse Begivenheder, som om de skulde have optaget langt flere Aar end det virkelig var Tilfældet. Men at Ragnvald virkelig døde 1158, sees ej alene af Annalerne, men ogsaa af Orknøyinga Saga S. 418, hvilket Sted allerede ovenfor (S. 833) er anført og gjennemgaaet. Begivenhederne maa saaledes trænges mere sammen, end det i Sagaen er skeet. Det er et stort Spørgsmaal, om Svein virkelig, som Sagaen fortæller, var kommen hjem fra sit Vikingetog, og havde fortalt Resultatet deraf, førend denne tiltraadte Rejsen til Katanes.
