for mig, at sine min Mening herom“. Svein erkjendte i fuldeste Maade hans gode Mening, lovede at han fra næste Aar skulde høre op med Vikingelivet, især da han følte Alderens Tryk og Kræfternes Aftagen; men fra Høstvikingen i dette Aar vilde han dog ikke afstaa. Jarlen meente at Udfaldet kunde være usikkert nok, men der blev ikke talt mere om den Sag, og Svein drog i Viking, først til Syderøerne, siden til Dublin, hvor han kom saa uventet, at Magthaverne der, rimeligviis den engelske Besætning under Milo Cogans Anførsel, ej vidste Ord af, førend han allerede, som det heder, var indenfor Portene med sine Mænd. Den skal derfor have tilbudt at overgive sig, og udrede saa stor en Afgift, som han vilde paalægge, hvis han nu strax vilde ophøre med Fiendtlighederne. Svein antog Tilbudet, Besætningen aflagde Ed paa at opfylde det troligt, og han vendte tilbage til Skibene, for næste Dag at modtage Gisler og tage Staden i Besiddelse. Men om Natten grove Forsvarerne forrædersk dybe Grave, som de løseligen dækkede til, udenfor Portene og andensteds, hvor hans Vej vilde falde, og lagde Bevæbnede i Baghold i de nærmeste Huse. Svein kom uden at ane nogen Fare, men faldt med sine Mænd i Gravene; Bagholdet styrtede frem, og nedsablede ham med en stor Mængde af hans Folk. De øvrige undkom til Orknøerne. Hans sidste Ord skulle have været disse: „hvad enten jeg frelser mig eller lader mit Liv, glæder jeg mig ved at jeg er den hellige Ragnvald Jarls Hirdmand, og haaber nu at nyde godt af hans Forbønner hos Gud“. Saaledes faldt den Mand, hvem man med Rette kan kalde Nordens sidste Viking, og som i fuldeste Maal forenede de gamle Vikingers baade gode og slette Egenskaber. Der siges og om ham, at han var den ypperste og vældigste Mand, der nogensinde enten i ældre eller nyere Tider var fremstaaet i Vesterlandene, og ikke har fyrsteligt Navn. Hans Sønner Olaf og Andres deelte hans Besiddelser og Efterladenskaber mellem sig[1].
Det angives ikke nøjagtigt, naar Svein faldt, og flere have derfor henført hans Fald til de dublinske Østmænds sidste Kamp mod de engelske Erobrere, som paa denne Tid havde begyndt at faa fast Fod“paa Irland. Men denne Kamp beskrives indtil de mindste Enkeltheder saa aldeles forskjelligt fra Sveins, at man ikke uden at snøre Vold paa authentiske Efterretningers udtrykkelige Ord kan henføre begge Fortællinger til een og samme Begivenhed. Rimeligere derimod er det, som det nedenfor vil vises, at Sveins Angreb paa Dublin forefaldt efter Stadens Erobring, og just i den Mellemtid, i Aaret 1171, da Milo Cogan var efterladt som
- ↑ Orknøyinga Saga, S. 396—404. Sveins Søn Andres egtede Frida, en Datter ak Kolbein Ruga, Broder til Biskop Bjarne. En Sønnesøn af Andres, ved Navn Andres Gunnessøn, omtales omkring 1233 i Sturlunga saga, V. 11.
