den, men kjernesterk Hær, under 12 Anførere, hvoriblandt Reinulf og Thankreds-Sønnerne, satte de sig først ved Overrumpling i Besiddelse af den faste Stad Melfi, Apuliens Nøgle (1040 eller 1041), og erobrede derpaa Venosa, Asceli og Lavello[1]. Deres Fremgang var saa meget større, som de græske Besiddelser formedelst den siciliske Krig vare blottede for Tropper[2]. Dokianos skyndte sig fra Sicilien, for at befrie Italien fra disse Røvere, som han kaldte dem, og som han med Lethed haabede at overvinde. Heri tog han dog Fejl. Da han, deels maaskee af Overmod, deels fordi han maatte efterlade Tropper i Messina, ikke angreb Nordmannerne med sin hele Styrke, blev han slagen, først (17 Marts) i Nærheden af Melfi, ved Floden Olivento, siden i et blodigt Slag ved Cannæ (4de Mai 1041), hvor han selv var i stor Fare for at blive fangen. Der fortælles, at ogsaa en stor Mængde russiske Hjelpetropper skulle være faldne i dette Slag. Dokianos forsterkede sig ved Tropper fra Sicilien og Calabrien, men da han atter vilde drage mod Nordmannerne, maatte han afstaa Kommandoen til den dueligere Exaugustus Bojohannes, der imidlertid var udnævnt til hans Eftermand, og om hvem det udtrykkeligt siges, at han medbragte en Deel Væringer og fremmede Tropper. Selv vendte Dokianos tilbage til Sicilien, hvor han dog neppe kan have holdt sig længe, da vi, næste Gang Messina omtales, atter finde det i Saracenernes Vold. Exaugustus angreb Nordmannerne ved Monopolis, men blev aldeles slagen og fangen (3 Sept. 1041)[3]. Levningerne af
- ↑ Leo. Mars., S. 675. Nordmannerne skulle paa disse Tog gjennem Italien have sunget Viserne om Roland og Olivier, se Chronic. Milan. hos Grosley. Observ. sur l’Italie, I. 118.
- ↑ Dette siges udtrykkelig af Guil. Appulus, I. 241. Pertz, Mon. hist. XI. 246.
- ↑ Beretningen herom gives, hvad Tidsregningen angaar, ordentligt hos Lupus Protospata (Muratori V. S. 42, 43), hvilken ogsaa her fornemmelig er fulgt, især den bedre og vidtløftigere Variant-Kodex. Da Kedrenos har Beretningen om Krigen i Italien og Krigen paa Sicilien paa to Steder, kan
men kun udtrykker sig med noget tvetydig Korthed. Derhos maa det og nøje bemerkes, at Kedrenos omtaler disse Begivenheder paa to Steder; at han paa det første (S. 743) kun handler om Maniakes’s Fængsling. Saracenernes Opstand og Messinas Forsvar, og paa det andet om Begivenheden med Harduin, umiddelbart efter en kort Rekapitulation af det Foregaaende, hvor han derimod taler om Siciliens Rømning. Da han nu dertil selv fortæller, at Katakalon reddede Messina; da hiin Fortælling om Passet netop faar nogen Betydning, forsaa vidt det aabnede Nordmannerne Messinas Port; og da det ifølge det Foregaaende er sandsynligt, at Nordmannerne netop udgjorde en Deel af Besætningen: og da vi for øvrigt af andre Kilder, se nedf., erfare at Dokian virkelig førte Befaling over Tropperne paa Sicilien, er det klart at Scenen med Harduin her fandt Sted. For øvrigt lader Sagamanden Galfred Maniakes være den, som mishandler Harduin; ligesom vore Sagamænd gjøre han ham til den stadige Anfører paa Toget.
