han ydede Faderen, og rykkede nu, ledsaget af denne, tvers igjennem Landet lige til Dublins Mure, uden at komme i Berørelse med Ruaidhri. Indbyggerne, som ej havde ventet at see Fienden saa pludseligt for sine Porte, bleve aldeles overraskede, og aabnede Underhandlinger med Diarmid gjennem Erkebiskoppen, den højst agtede Lorcan eller Laurentius O’Toole. Men førend Underhandlingerne vare sluttede, og Indbyggerne derfor endnu ikke ventede noget Angreb, stormede den tapre Milo af Cogan, en af Høvdingerne i den engelske Hær, ind over et svagt eller ubevogtet Sted paa Muren, og fik i en Haandevending Staden i sin Vold (21 Septbr. 1170). Det lykkedes dog Askell tilligemed endeel af de fornemste Østmand at undkomme til Skibene, og paa dem at slippe bort til Syderøerne og Orknøerne, maaskee i Følge med den orknøiske Flaade, der just ved denne Tid herjede paa Irlands Kyster, og neppe har tilhørt nogen anden end Svein Asleivssøn[1]. Men en stor Mængde blev dræbt, og Byen plyndret af Sejrherrerne. Milo af Cogan udnævntes til Stadens Befalingsmand, og forblev der med en betydelig Styrke, medens Jarlen af Pembroke drog imod Kong Ruaidhri, der havde begivet sig til Meath for at understøtte Tighearnan O’Ruarc. Imidlertid havde Kong Henrik II, skinsyg over Richard Jarls Fremgang, udstedt et Forbud mod at understøtte ham, og befalet alle de engelske Riddere, der allerede havde taget Tjeneste hos intet, at vende tilbage, uagtet ikke alle rettede sig herefter, forvoldte det dog betydelig Afgang i Richards Krigsmagt; og denne Afgang blev end større, da Kong Diarmid paa samme Tid døde, thi uagtet Richard, som Diarmids Svigersøn, tilegnede sig Arveretten efter ham, blev han dog forladt af alle dem, der kun af personlig Hengivenhed havde sluttet sig til Diarmid. Medens han befandt sig i disse mislige Omstændigheder, kom Askell tilbage (ved Pindsetid 1171) med en Flaade af ikke færre end 60 Skibe, og en stor Mængde Krigere, som han især skal have faaet samlet paa Orknøerne, og bevæbnede, som det fortælles med Ringbrynjer og runde, røde Skjolde[2]; deres egentlige Anfører, en Høvding fra Orknøerne, kaldes Jon den ode eller rasende. Hvis Askell, som man maa formode, var en Slægtning saavel af Svein Asleivssøns Hustru Ingerid, som af Harald Jarl selv, er det højst sandsynligt, at disse Hjelpetropper og Skibe under Jons Anførsel vare udrustede af Jarlen og Svein i Fællesskab: i det mindste for-
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/971
Denne siden er korrekturlest
953
Dublin erobret af Englænderne.
