klares det herved aller bedst, hvorfor Askell tog sin Tilflugt til Orknøerne[1]. Askell angreb Dublin med stor Heftighed, og havde nær overvældet Milo, men et pludseligt Udfald, som dennes Broder gjorde netop i rette Tid, skaffede Englænderne Overhaand, og Østmændene flygtede. Jon den ode faldt efter et tappert Forsvar; Askell blev fangen, og henrettet, da han reent ud erklærede, at han vilde fornye Forsøget med større Eftertryk, om man satte ham paa fri Fod igjen. Hermed var imidlertid ikke al Fare forbi. Erkebiskop Laurentius, der indsaa at ingen Tid var belejligere end denne til at blive af med de ubudne Gjester, havde ved sine Overtalelsesgaver bragt flere af Smaafyrsterne til at tilsidesætte deres private Fejder, for med forenede Kræfter at angribe Englænderne; der hendtes ogsaa Gesandter i hans og Kong Ruaidhris Navn til Gudrød paa Man og Syderøernes Høvdinger, for at opfordre dem til Bistand mod den fælles Fiende. Der ankom og en Flaade fra Øerne af 30 Skibe, og lagde sig udenfor Dublin, medens en irsk Hær paa henved 30000 Mand omringede den fra Landsiden. Men i Stedet for at vove et kjekt Angreb blev denne hele store Styrke liggende uvirksom omkring Staden, indskrænkende sig til en simpel Blokade. Den engelske Besætning, over hvilken Richard Jarl nu selv havde overtaget Befalingen, kom vel i den yderste Nød, og Richard begyndte allerede at underhandle, tilbydende sig at tage Leinster til Len af Ruaidhri. Men da denne, eller rettere Erkebiskop Laurentius, ikke vilde indlade sig herpaa, men derimod fordrede at Richard skulde overgive alle de Steder og Slotte, han holdt besat, og forlade Irland med alle sine Folk, vi-sluttede Richard heller at lade det komme an paa et dristigt og fortvivlet Udfald. Og dette kronedes med et saadant Held, at hele den fiendtlige Armee i faa Timer aldeles adsplittedes, og at Englænderne vendte tilbage til Staden med et overmaade rigt Bytte, og Levnetsmidler til at kunne underholde Besætningen for et heelt Aar.
Imidlertid havde en Afdeling af Richards Hær været saare uheldig ved Wexford, og da han tillige fik foruroligende Efterretninger om Kong Henriks Vrede over hiins egenmægtige Fremgangsmaade, vovede han ikke andet end at drage over til England for at formilde ham, og anraabe ham om Hjelp. Til Befalingsmand i Dublin under sin Fraværelse udnævnte han atter Milo af Cogan. Kongen, lod sig formilde, paa det
- ↑ Askell kaldes nemlig i de fire Mestres Annaler en Søn af Ragnvald, Søn af Thorkell; denne Ragnvald Thorkellssøn nævnes som Høvding allerede i 1146, og da nu ei alene „Thorkellssønnerne“ omtales som mægtige paa Man og Suderøerne omkring 1142, men Svein Asleivssøns højbyrdige og rige Hustru Ingerid (se ovenfor S. 817) var Datter af en Thorkell, bliver det, som allerede her bemerket, højst sandsynligt, at hun var Ragnvalds Syster, Askells Faster.
