Vilkaar at Jarlen, fornyende sin Troskabsed, overgav ham Dublin med tilliggende Distrikt og de øvrige allerede erobrede Søhavne, hvorimod han selv skulde beholde det øvrige som arveligt Len under den engelske Konges Lenshøjhed. Han udrustede derpaa en Flaade af 400 Skibe, med en Hær af 400 Riddere og 4000 Mand, og drog i Følge med Richard Jarl over til Irland, hvor han landede i Waterford (Oktober 1171). I Mellemtiden, under Richards Fraværelse, omtale de irske Beretninger kun et eneste Forsøg paa at afkaste det fremmede Aag, idet Tighearnan O’Ruarc med en i Hast samlet Styrke gjorde et heftigt Angreb paa Dublin, men blev slagen tilbage med et stort Tab, da den tapre Milo af Cogan gjorde et uventet Udfald. Fra denne Forfatternes Taushed kart man dog neppe slutte, at der ikke ogsaa skede andre Forsøg mod Erobrerne i Dublin, aller mindst, naar de udførtes af andre end Irlændere. Og til ingen Tid er det rimeligere at Svein Asleivssøn paa Orknøerne gjorde hiint Tog mod Dublin, paa hvilket han faldt, end netop paa denne. At det skede efter at Englænderne havde sat sig i Besiddelse af Dublin, sees saavel deraf, at han kort forhen havde angrebet og opbragt et engelsk Skib, der bragte en kostbar Ladning til denne Stad, som af den fiendtlige Maade, paa hvilken han optraadte mod Stadens Magthavere, som Sagaen kalder dem[1]. At han ej deeltog i Askells sidste Kamp, sees tydeligt nok af Beskrivelsen over denne, der desuden forefaldt om Vaaren medens derimod Sveins Tog forefaldt seenhøstes, og netop paa en Tid af Aaret, da Richard Jarl var borte. I sig selv er det ogsaa højst sandsynligt, at Svein har søgt at hevne Askells Død, og at han dertil har villet benytte Lejligheden, medens Englændernes Magt, som man maa formode, var paa det svageste; muligt endog, at Svein kan have været i Følge med O’Ruarc[2]; under alle Omstændigheder synes hans Fald at maatte henføres til denne Mellemtid. Ikke længe efter kom Kong Henrik selv, hvis Tog snarest lignede et Triumftog, idet Fyrster og Stæder overalt un-
- ↑ Orknøyinga Saga S. 402. De kaldes her valdsmenn, og omtales aabenbart paa en noget fremmed Maade, som om de ikke oprindelig hørte hjemme i Staden.
- ↑ At Giraldus’s Beretning her ikke nævner noget om at Staden eller Befalingsmæendene allerede skulde have kapituleret, hvilket Orknøyinga Saga beretter, kan godt forklarer-“ deraf, at Staden ikke engang efter denne endnu formelig var overgiven, men at Angriberne først siden efter skulde tage den i Besiddelse. Det har saaledes maaskee ikke engang nogensinde været Besætningens oprigtige Hensigt at overgive den, og det hele kunde være en Krigslist for at overraske Vikingerne. Thi forøvrigt stemmer Beretningen om O’Ruarcs sidste Kamp temmelig godt med hvad Orknøyinga Saga fortæller om Svein.
