kedes ham, men han forsinkedes derved nogle Dage. Da han sejlede ud af Eyjafjorden, blev der paa et aftalt Sted sendt en Baad i Land fra Skibet: delt kom tilbage, medbringende Yngvild, forklædt i Mandsdragt. Hun fulgte Hu med over til Norge, hvor de ankom til Bergen ikke mere end tre Dage senere end Jon. Thorvard var saa opbragt paa denne, at han, strax han mødte ham, gav ham et Slag med sin Øre, saa at Skaftet gik af, og Jon selv fik en Stade, hvoraf han aldrig tom sig, men døde den følgende Vinter. Thorvard tyede til den anseede Ketil Kalfssøn[1] om Bistand, medens Gregorius Dagssøn, som altid viste Islændingerne stor Yndest, tog Yngvild i sin Beskyttelse[2]. Det lykkedes Thorvards mægtige Beskyttere ej alene at skaffe ham Kong Inges Tilgivelse, men ogsaa, som det tidligere er omtalt, Ansættelse som hans Hirdmand. Der lagdes nu ikke længer Dølgsmaal paa, at Barnet Sigrid har Yngvilds og Thorvards Datter, og det blev almindeligt antaget paa Island, at Sturla og hans Hustru Ingebjørg havde været indviede i den hele Plan, og at Jernbyrdsprøven var aflagt med Falskhed. Einar Thorgilssøn sagsøgte Sturla til næste Althing for Christendomsspilde, som den der havde raadet Thorvard til at gjøre en falsk Angivelse ved Jernbyrden. Sturla tilbød Tylfter-Ed paa, at han ej havde givet noget saadant Raad. Einar erklærede sig dermed tilfreds. Men da Sturla aflagde Eden paa „intet Raad“, fordrede Einar ogsaa tilføjet „og intet Medviderskab“. Herpaa vilde Sturla ikke indlade sig, men sagde ligefrem, at han ikke havde troet at skulle komme i Ulykke, fordi han ej uadspurgt aabenbarede sine Nærmestes Brøst. Derimod sagsøgte han igjen Einar, fordi han ikke havde udredet den oven nævnte Pengebod og fattedes sad en Althingsdom overhørig. Begge Søgsmaal bleve indladte til Doms, understøttede ved betydelig Folkestyrke paa begge Sider, og saavel Einar, som Sturla dømtes Fjorbaugsmænd, d. e. idømtes den mindre Fredløshedsstraf. Efter Thinget samlede hver af dem Folk om sig for at bringe Dommen i Udøvelse, eller bolde den saakaldte Feransdom. Einar red med 480 Mand til Hvamm, og besatte Gaarden, medens Sturla derimod ad Fjeldveje red med 60 Mand til Stadarhool, og afholdt Forretningen. Ved hans Hjemkomst til Hvamm var det nær kommet til Katten mellem begge Flokke, hvis ikke en velsindet Mand i Einars enige havde overtalt denne, som den mandsterkeste, til at forebygge Blodsudgydelse. Men den folgende Sommer, da Sturla allerede var dragen til Althinget, og Einar var paa Vejen derhen, gjorde denne, ledsaget af en stor Skare, en uventet
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/978
Denne siden er korrekturlest
960
Magnus Erlingssøn.
