Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/979

Denne siden er korrekturlest
961
Strid mellem Islands Høvdinger.

Afstikker til Hvamm, jog de Folk, der vare paa Gaarden, ind i nærmeste Kirke, røvede alt det Gods, han forefandt, og satte tilsidst Ild paa Gaarden. Derpaa fortsatte han sin Vej til Thinget, i det han lige saa lidt som Sturla brød sig det mindste om den dem overgaaede Fjørbaugsdom. Man stræbte nu at bringe et Forlig istand mellem dem, og de samtykkede omsider i at undergive Sagen Biskop Kløngs Voldgift. Klang dømte Einar til at betale 60 Hundreder (Vaadmaal) for Branden og Skaden paa Sturlas Huse, samt til at gjengive det ranede Gods, Sturla derimod at betale Einar 50 Hundreder for hvad han havde forbrudt mod ham. Efter Sturlas Ønske aflagde Biskoppen Ed paa at han havde dømt efter bedste Overbeviisning. Sturla var alligevel ej ret tilfreds med Dommen. „Jeg agter Biskoppens Ed, sagde han, lige saa højt som en Paaskemesse, men de fleste ville vist finde Erstatningen liden og Udbetalingerne smaa“. Forliget stod ogsaa paa svage Fødder, og det varede ikke længe førend der atter udbrød endnu heftigere Stridigheder mellem Sturla og Einar, fornemmelig i Anledning af at denne opførte sig mere end sædvanligt nærgaaende og overmodigt mod Sturlas Stifsøn Einar Helgessøn[1], og overhoved beskyttede mange Urostiftere og slette Personer, medens Sturla derimod søgte at overholde Fred og Orden. Det kom til blodige Fegtninger mellem begge Partier, og de mægtigste Mænd toge Parti med den ene eller den anden, saaledes Biskop Kløng, Gissur Hallssøn og flere med Einar Thorgilssøn, medens Biskop Brand, Thorvald Thorgeirssøn, der nu var kommen hjem, og Bødvar Thordssøn, med hvis Datter Gudny Sturla nu var gift, under-støttede denne. Forgjeves søgte fredeligsindede Mænd at stifte Forlig. Sagen blev bragt til Doms paa Althinget, og begge Partier gjorde hinanden fredløse, som før. Endelig fik man dem overtalte til at underkaste sig Biskop Stangs og Bødvar Thordssøns Afgjørelse, men da den blev afsagt, erklærede Sturla sig utilfreds dermed, og udredede ikke de bestemte Bøder. Den hele Vinter levede man saa vel hos Einar, som hos Sturla, paa et Slags Krigsfod, idet man hver Dag kunde vente Overfald, og Sturla lod endog opføre et Birke (Befæstning) omkring sin Gaard Hvamm. Ikke førend Aaret efter (1171) kom et Slags Forlig istand, og Thorvard Thorgeirssøn, der nødig vilde at hans Systersøn Einar Helgessøn oftere skulde ligge imellem, naar de store Høvdinger kivedes, fik ham med sig til Nordlandet, og lod ham siden rejse over til Norge, hvor han tog Tjeneste hos Kong Magnus. Sturla fandt imidlertid lige saa lidet Behag i dette Opgjør, som i det forrige, og han betalte

  1. Hans Moder Ingebjørg, Sturlas Hustrue, havde nemlig tidligere været gift med en Helge Erikssøn i Langelid.