Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/980

Denne siden er korrekturlest
962
Magnus Erlingssøn.

intet. Derved kom det til at gaa ud over en af de Mænd, der havde gaaet i Borgen for ham, nemlig hans Svigersøn Ingjald, fra hvem Einar Thorgilssøn røvede det meste af hans Kvæg. Sturla satte tilligemed Ingjald selv 19de efter Ransmændene, der kun vare 14 Mand sterke, og indhentede dem paa Sælingsdals-Heiden, hvor han først opfordrede Einar til at tilbagegive det ranede Kvæg i Mindelighed. Da Einar vægrede sig herved, begyndte en heftig Kamp. Ingjald blev allerede i Førstningen dødeligt saaret, men forresten fik Sturla saa fuldstændig Overhaand, at Einar, selv truffen af et Spyd i Siden, maatte bekvemme sig til at bede om Grid, som han ogsaa fik, men kun efter at have lagt Vaabnene ned og givet alt det røvede Kvæg tilbage. Paa Althinget den følgende Sommer sluttedes der omsider et ordentligt Forlig ved Jon Loftssøns og Gissur Hallssøns Megling. Men fra denne Kamp paa Sælingdals-Heiden regnede man sædvanligviis, at Sturla havde erhvervet større Magt og Anseelse end Einar[1]. Og med denne Sturlas, eller hans Æts, den saakaldte Sturlunga-Æts Overhaand begynder et nyt Tids-Afsnit i Islands Historie.

Om Begivenhederne paa Færøerne og Grønland i denne Tid vides saa godt som intet, uden at nu og da et eller andet Skib forliste paa Grønlands Kyst, at Jon Knut, saaledes som oven anført, efter Arnalds Fratrædelse blev indviet til Biskop paa Grønland, og at den før omtalte Biskop Matthæus paa Færøerne, efter i flere Aar at have været syg og sengeliggende, efterfulgtes (1157) af Roe, som i længere Tid havde været hans Kapellan[2]. Ligeledes er det ved denne Tid, at Kong Sverres Ungdoms-Ophold paa Færøerne falder, men alt hvad der vedkommer ham, henhører først til det følgende Afsnit.

102. Kultur-Udvikling. De enkelte Personers og Klassers indbyrdes Forhold Familieret. Egteskab, Arv, Værgemaal.


Vi have Skridt for Skridt fulgt Norges Rige og Folk gjennem nærværende Tids-Afsnit i dets ydre Fremtræden, dets Stilling til andre Nationer, og det egne politiske Forhold. Det staar nu tilbage at kaste yderligere Blik paa dets indvortes Retsforfatning, Stats- og Kirke-Organisation, Kultur-Udvikling og Folkeliv, hvori den nu allerede i flere Generationer befæstede Christendom, og det deraf følgende hyppigere, fredelige Samkvem med fremmede, oplyste Nationer uundgaaeligt maatte fremvirke store Forandringer, af hvilke vi allerede have iagttaget flere. Først og fremst maa Trællevæ-

  1. Sturlunga Saga, II. 16—27.
  2. Annalerne, jvfr. Antiqvarisk Tidsskrift for 1849—51, S. 153, 154.