være[1]. Den Frigivne kunde ikke engang forlade Fylket uden Herrens Tilladelse. Alle disse Forpligtelser eller saakaldte „Thyrnisler“ kunde den Frigivne imidlertid engang for alle frakjøbe sig af Herren[2]. Frigivelsen selv skede med visse Ceremonier, enten derved at Herren bragte sin Træl til Kirken, og i Menighedens Paahør erklærede ham for fri, eller at han, som det heder, satte ham paa Kiste, maaskee som et Symbol paa at han nu kunde erhverve Ejendom.
Blandt Trællene selv betragtedes enkelte som bedre eller mere anseede end de øvrige; nemlig især den saakaldte Brytje (Huusforstanderen), eller Deigjen (den Pige, som havde Overopsigt med de kvindelige Sysler)[3]. De kongelige Trælle kunde endog, som man seer, i Egenskab af Aarmænd eller Gaardsfogeder have stor Myndighed som Skatkrævere og Repræsentanter for den udøvende Magt, om de end med Hensyn til deres per-
- ↑ Frostathingslov IX. 10. 11. Ældre Gulathingslov 65. 66. Thyrmslerne opregnes her fuldstændigt. I visse Tilfælde tog Herren endog Arv efter sin Frigivne. Forresten sees Bestemmelserne at have været noget forskjellige i begge Lagdømmer. Efter Frostathingsloven vedvarede Thyrmslerne lige til femte, efter Gulathingsloven kun til andet Led. Derhos maa det merkes at Bestemmelserne, saaledes som vi have dem, ofte ere meget dunkle og indviklede, saa at det ikke i alle Tilfælde er klart, naar Frelses-Øl maatte gjøres og hvilke dets Virkninger vare.
- ↑ Ældre Frostathingslov IX. 14.
- ↑ Ældre Gulathingslov 198. „Brytjen“ (bryti, anglisk brytta, af brjóta, bryde, anglisk breótan), betegner egentlig „den som bryder“, hvorfor ogsaa Angl. Digtere kalde den gavmilde Fyrste sinces brytta, beága brytta, d. e. Klenodiets, Ringenes, Bryder. Det er saaledes tydeligt, at man ved „Brytje“ nærmest har forstaaet Madens eller Brødets „Bryder“, Uddeler, den, der skiftede Maden mellem Trællene, og saaledes var saa vel betroet, at han havde Madvarerne under sin Opsigt, følgelig var de øvrige Trælles Overmand (jvfr. Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1847, Side 263). Den samme Stilling maa Deigjen formodes at have indtaget blandt det kvindelige Tyende. Dette indlyser især ved Sammenligning med de angliske Ord hláford, (egentlig hláfword, hláfweard) og hlæfdíge, der øjensynligen oprindeligt have haft tilsvarende Betydning. Hlæfdíge er nemlig sammensat af hláf, oldnorsk hleifr d. r. Søen, Brødleev, og díge, der svarer til deigja. Hláfword, af hláf, og weard, betegner „Brødlevens Vogter, Forvarer“. Da hláfword og hlæfdíge ere sideordnede, maa følgelig bryti, der hos os var sideordnet med deigja, svare til hláford. Men hláford, hvoraf siden laverd, loverd, lord, og hlæfdíge, hvoraf siden lafdie, lavdie, lady, betegne i Anglisk og nyere Engelsk stedse „Herre“ og „Frue“, saaledes at lavarðr og lafði endog findes optagne blandt de hos os i den senere Middelalder brugelige Ærestitler. Og dog maa de oprindelig kun have betegnet ufrie Folk, Gaardsfogeder e. a. d. Dette kaster et ikke uvigtigt Lys paa de ældste Forhold i England efter den angliske Erobring. — Af deigja og Ordet bú (Kvæg), dannedes Benævnelsen búdeigja, Budeje, Kvægvogterske.
