Aristokrati, medens Haulde-Ætterne udgjorde det lavere; Massen af Folket dannedes af de forhen omtalte ringere Klasser. Til Aristokratiet hørte ogsaa de faa fyrstelige Personer, nemlig Jarlerne, af hvilke der dog, som vi have seet[1], foruden Jarlen paa Orknø siden Magnus den godes Tid kun udnævntes een i Landet selv, og hvis Funktion nu atter blev den oprindelige som Kongens fornemste Medhjelper, Vikar og Krigsanfører, ikke, ligesom paa Harald Haarfagres Tid, Statholder eller Lensherre i et Fylke.
I Forbindelse med denne Klasseforskjel mellem Indbyggerne bestod endnu det ældgamle ovenfor skildrede Bods-System, hvorved Drab, ikke at tale om alle ringere personlige Fornærmelser, kunde afsones med en vis Pengebod, afpasset først og fremst efter Fornærmelsens Beskaffenhed, dernæst saavel efter Fornærmerens, som den fornærmedes Rang eller Samfundsstilling. Den nærmere Indretning ved dette Bodssystem, saa vel som de Principer, hvorpaa det var grundet, er allerede tidligere udviklet hvor der handledes om den ældre germaniske Samfundsorden i Almindelighed. Det er der viist[2], hvorledes dette stod i umiddelbar Sammenhæng med den Ret til at tage Blodhevn og føre indbyrdes Fejder, som oprindeligen tilkom Familierne, og hvorledes derfor ogsaa Drab afsonedes med Bøder, ej alene fra Drabsmanden til den Dræbtes Frænder, men ogsaa fra Drabsmandens Frænder til disse, alt efter nøjagtigt udregnede Tabeller (Saktal). Hensigten, om den end mere ytrede sig som et Instinkt, end den var kommen til klar Bevidsthed, var aabenbart paa denne Maade, ved at dynge en Deel af Ansvaret paa den hele Familiekreds, at gjøre denne interesseret i at hindre ethvert af Medlemmerne fra at begaa Drab, og derved at forebygge Blodsudgydelse. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at da det hele System var grundet paa Blodhevn-Systemet, opnaaedes hiin Hensigt kun højst ufuldkomment, da der nemlig kunde indtræffe mange Tilfælde, hvor fuldstændigt betryggende Bod enten ikke kunde blive betalt, eller hvor man reentud negtede at betale den. Jo fornemmere en Familie var, desto større Hæder satte den i, ej at modtage eller yde Bod, men enten at tage fuldstændig Hevn, eller i det mindste lade Sagen afgjøre ved privat Voldgift. Derfor see vi ogsaa Familiefejder, saa lidet de end passede til det Kulturtrin, Nationen for øv-
- ↑ Se ovenfor S. 273. Om Aarmændenes, Lendermændenes og Jarlernes statsretlige Stilling vil nedenfor blive talt.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 142, 143.
Søn til sit 40de Aar. Altsaa traadte han først da tilbage i Hauldernes Klasse, rimeligviis fordi man antog, at hvis han ej før havde faaet Land, fik han det neppe siden.
