lingen i Bauggilde og Nevgilde her er opgiven[1]. Det følger ligeledes af Forholdene paa Island, at der kun forudsættes en eneste Klasse af Borgere, saa at her ingen forskjellig Retsklasser opføres. Og endelig var det maaskee en Følge af det republikanske Forhold, og den større Skinsyge, hvormed Indbyggerne der gjensidigt vaagede over deres Ære og Rettigheder, at personlige Fornærmelser, som Slag, Haargreb, og anden Mishandling, straffedes eller bødedes langt haardere end i Norge. Fjørbaugsgard eller Skoggang anvendtes saaledes hvert Øjeblik, endog ved Fornærmelser, der nu til Dags vilde ansees lidet betydelige[2].
Egteskaber stiftedes endnu kun paa den sædvanlige borgerlige Maade, da Vielsen, som overhoved først i det 12te Aarhundrede blev regnet blandt Sakramenterne, ej formeligen paabødes her i Landet, førend i Midten af det 13de, og før den Tid neppe hyppigt fandt Sted. Der er Spor til, at man i Hedendommens Tid virkelig havde en Art af Vielse[3], men med Hedendommens Ophør maatte denne bortfalde, uden, som det synes, at nogen anden Højtidelighed for det første traadte i Stedet. Egteskabet var endnu kun en Kjøbekontrakt, idet Bejleren ved at slutte Festemaalet, til Giftingsmanden, det er Brudens Fader eller rette Værge, vidnesfast udredede eller forbandt sig til at udrede den saakaldte mundr[4], som, i det mindste i Gulathingslagen, ikke maatte være under 1 Mk., hvorimod Giftingsmanden vedtog at udstyre Bruden med en bestemt Medgift (heimanfylgja), saavel som at lade Brylluppet finde Sted til en aftalt Tid, senest inden et Aar. En Hustru, man saaledes havde faaet, sagdes at være „kjøbt med Mund“, og Børnene af et saadant Egteskab, bleve fuldkommen arveberettigede[5]. Det var i saa Fald ikke engang nødvendigt at holde formeligt Bryllupsgilde, uagtet dette var det sædvanlige, og gav Forbindelsen større Højtidelighed. Først da blev „Munden“ Konens lovlige Ejendom. Om forbudne Led er der ovenfor talt. Fællesskab i Ejendom mellem
- ↑ Vigslode, Cap 114. Her optages saaledes allerede Morfader og Dattersøn i anden Baug. Baugerne komme følgelig her til at svare til Gulathingslagens Upnam.
- ↑ F. Ex. i Vigslode Cap. 92, hvor en Bod af 3 Mk. fastsættes for at rive Hatten af en Mand, naar den ej er fæstet om Halsen, men, hvis dette er Tilfældet, Fjørbaugsgard for at rykke Hatten fremover, Skogargang for at rykke den bagover; ligesaa Cap. 93, hvor Fjørbaugsgard sættes for at bide, rive eller klype en Anden, saaat det bliver rødt efter.
- ↑ Se Thrymskvida, i den ældre Edda, hvor Thrym, der skal egte Freyja,siger: „Vier os sammen ved Vaars (Edsgudindens) Haand“.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 145.
- ↑ Gulathingsloven Cap. 50, 124. Graagaas, Festaþáttr Cap. 7. Jvfr. Vestgøtalovens Arvebolk Cap. 7, 8.
