Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/991

Denne siden er korrekturlest
973
Festemaal og Egteskab.

Egtefolkene opstod ikke umiddelbart ved Giftermaalet, men ifølge Frostathingsloven naar de havde været et Aar gifte, ifølge Gulathingsloven derimod først naar Giftermaalet havde varet i 20 Aar; imidlertid kunde Manden ogsaa før denne Tid fordre Fællig, naar enten Konens Arvinger intet havde derimod, eller der fødtes Børn i Egteskabet[1]. Paa Island opstod Hævds-Fælliget efter tre Aars Forløb[2]. For øvrigt var den Grundsætning stedse gjeldende, at af hvad der var erhvervet i Fællesskab efter Giftermaalet, ansaaes Manden at eje to Tredjedele, Konen een (den saakaldte Tredingsauke); denne, saavel som Munden og Heimanfylgjen, beholdt hun efter Mandens Død, saavel som i Skilsmissetilfælde uden skjellig Grund[3]. Til Skilsmisse udfordredes ellers kun, at Manden eller Konen i Vidners Overvær opsagde Egteskabet, eller som det hed, sagde sig skilt fra den anden. Allerede i de ældste Christenretter paabydes det, som ovenfor nævnt, at enhver Mand kun skulde have een Kone[4], og formeligt Tvegifte, saaledes at en Mand paa een Gang og til samme Tid levede i Egteskab med to eller flere Koner, har vel neppe nogensinde efter Hedendommens Ophør fundet Sted. Derimod kan man tydeligt see, at man ikke regnede det saa nøje med at tage en anden Hustru, medens den første levede, uden at have gjort lovlig Skilsmisse med hende; paa en vis Maade kunde dette kaldes Tvegifte, og det var udtrykkeligt forbudt i Christenretterne; men Straffen bestod kun i en Bod af tre Mkr. til Biskoppen; kun naar man derefter fremdeles beholdt den anden Kone, forbrød man alt sit Løsøre og maatte gaa i Landflygtighed. Med fornemme og mægtige Folk har dog Bestemmelsen neppe været strengt overholdt; vi have saaledes seet at Kong Harald Haardraade egtede Thora Agmundsdatter medens hans første Dronning, Ellisiv, endnu levede, og siden efter atter tog denne tilbage[5]. Heller ikke synes man at have regnet det saa nøje med Frille-Liv, at dømme efter de mange Exempler, som derpaa haves, uagtet Christenretterne forbøde det. Paa Island finde vi endog at Presterne selv, ikke at tale om de andre Høvdinger, stundom levede i aabenbart Konkubinat, uden at dette synes at have vakt mindste Forargelse[6]. Man gjorde her, og

  1. Frostathingslov XI. 8.
  2. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  3. Gulathingslov 53. Frostathingslov X. 1. 8. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  4. Gulathingslov Cap. 25. Frostathingslov III. 10. Vikens Chr. Cap. 17. Eidsivalov Chr. R. Cap. 22. 23, jvfr. ovenfor S. 706.
  5. Se ovenfor S. 180.
  6. Hvert Øjeblik heder det i Sturlungasaga, baade hvor Prester og Lægmænd omtales: da fulgte ham en Kvinde, der hed N. N. o. s. v.