Broder i 6te, medens Frostathingsloven sætter Farfader, Farbroder og Brodersøn i fjerde, sammødre Broder og fædrene Fættere i femte, Moder og Fadersyster i sjette, dog saaledes at hvis Farfader, Farbroder og Brodersøn ej fandtes, rykkede Moderen op i fjerde, udelukkende dem af femte Klasse, der ellers gik foran hende. Fra 6te Klasse af stemme igjen begge Arvetavler; som Arving i 7de Klasse opstilles Hornung, Risung og thybaaren Søn, der havde faaet Frihed førend han oplevede tredie Juul; i 8de Klasse Tre- og Firmenninger, i 9de Morfader og Dattersøn, i 10de Morbroder og Systersøn, o. s. v[1]. Den islandske Arvetavle, der som nys antydet, sandsynligviis ogsaa en Tid var Norges, i det mindste Gulathingslagens, opstiller efter Fader følgende Klasser: 4) Broder, 5) Moder, 6) Syster, 7) sammødre Broder, 8) Hornung og Risung, 9) uegte Datter, 13) uegte Syskende, 14) Farfader, Morfader, Sønnesøn og Datterdatter[2], Fandtes ingen lovlige Arvinger, da var det i Norge, som andensteds, den ældgamle Regel, at Arven tilfaldt Kongen. Som yderste Slægtled opstilledes her, ved en egen Bestemmelse af Kongerne Sigurd, Eystein og Olaf, det femte Led fra den fælles Stamfader; forhen gik det ikke længer end til fjerde[3]. Paa Island tilfaldt slig Arv den nærmeste Slægtning, og en saadan kunde vel der, hvor saa godt som alle Ætter paa Øen vare beslægtede og besvogrede, altid findes[4].
Værgemaalet for den Umyndige tilkom altid nærmeste Arving, og der var udførlige Bestemmelser, som sigtede til at forebygge Underslæb i saa Henseende. Men i samme Forhold som man havde Ret til Arv og til Værgemaal, i samme Forhold var man ogsaa forpligtet til at sørge for sine Forældre og Slægtninger, og opdrage disse om de vare ubemidlede og hjelpeløse Børn, indtil deres 15de Aar. Først og fremst maatte man sørge for sine egne Forældre og Børn. Alle saadanne, der formedelst Hjelpeløshed eller Umyndighed stode under andres Opsigt, kaldtes
- ↑ Gulathingslov Cap. 103, 104. Frostathingslov VIII. 114. Ældre Vestgøtalov, Arvebolk Cap. 1. Den yngre Vestgøtalovs Arvebolk sætter derimod Søn og Datter som Samarvinger, saaledes at Broder tager dobbelt Lod mod Syster. Det samme er Tilfældet i Østgøtalovens Arvebolk og i de ældre danske Love. Paa lignende Maade er Arvegangen forandret i Magnus Haakonssøns norske Landslov. Da denne skriver sig fra 1274, ligesaa og den yngre Vestgøtalov fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, viser det sig saaledes, at den her omtalte Forandring i Principerne for Arvegangen er bleven indført i det mindste i Norge og Sverige først paa denne Tid.
- ↑ Graagaas, Arvethaatt, Cap. 1.
- ↑ Frostathingslov VIII. 15.
- ↑ Graagaas, A. Th. Cap. 1, jvfr. 4, 13.
