Umager[1]. Børne-Udsættelsen var, som vi allerede have seet, ved Christendommens Indførelse bleven forbuden, og det var en Hovedbestemmelse, at alle Børn, der fødtes, ogsaa skulde opfødes. Den eneste Undtagelse herfra var, foruden Vanskabninger, ogsaa en Frigivens forældreløse Børn, der selv ingen Formue havde. Skapdrottnen var ej forpligtet til at sørge for mere end eet af dem; de bleve alle satte i en Grav paa Kirkegaarden, hvor man lod dem dø, indtil kun eet levede igjen; dette maatte Skapdrottnen tage til sig og forsørge[2]. Man maa da haabe, at denne Bestemmelse kun yderst sjelden kom til Anvendelse.
Arven tiltraadtes ved et saakaldet Erve eller Arve-Øl, der tillige sædvanligviis var den Afdødes Gravøl. Under alle Omstændigheder skulde Hovedarvingen strax melde Arveladerens Død for alle dem, han skyldte Penge, og indkalde dem til den 7de Dag derefter for at modtage deres Tilgodehavende. Men derved blev det, som man kan see, Skik og Brug, at dette Syvendedagsmøde (Sjaund) tillige blev Grav- og Arve-Øl. Hvis Arveøllet ej kunde holdes den syvende Dag, holdtes det, som man maa formode, den 30te (Tretugt), hvilket, i det mindste i Gulathingslagen, var den sidste Termin, inden hvilken en fuldbyrdig Mand kunde gjøre Fordring paa Arv[3]. Ved slige Arve- eller Grav-Øl gik det saa prægtigt til, som muligt, og meget ofte, som man maa formode, over Boets Evner, saa at der endog siden blev givet Forbud derimod, da, som det hed, Godset ved denne store Bekostning blev forødet, medens Gjelden ej engang blev betalt, og Slagsmaal og Manddrab opstod af den overhaands Drik[4]. Ved Arveøl efter anseede, især fyrstelige Personer, blev der og, som vi have seet, aflagt højtidelige Løfter om en eller anden Stordaad. Men alle slige Gilder havde i de ældre Tider en større Betydning end senere; de tjente nemlig til at give visse Akter Retskraft formedelst den Offentlighed, de derved fik, omtrent som Thinglysning. Gjesterne, saavel ved Fester-Øl, som ved Bryllup, ved Ætlednings-Øl, ved Frelses-Øl, og ved Grav-Øl, var tillige for Fremtiden Vidner paa, at den Handling, de overvare, havde fundet Sted.
- ↑ Den islandske Lovbog har derfor herom en heel Bolk, kaldet Umage-Bolken. Bestemmelserne om denne Materie indeholdes i Gulathingsloven Cap. 127, 130, i Frostathingsloven Cap, 22—28. Formen úmagi skrives i de svenske Love ovormagi, hvorfor endnu Benævnelsen öfvermägar bruges i Sverige om umyndige.
- ↑ De kaldes derfor Gravgangsmænd, se Gulathingsloven Cap. 63, jvfr. 298.
- ↑ Ældre Gulathingslov 115, 119, 121. Kun paa dette sidste Sted omtales „Tretugt“; men at ogsaa dette var etslags Arveøl, ligesom Sjaund, sees af Diplomer. „Sjaund“ bruges endnu i Betydning „Gravøl“.
- ↑ Yngre Landslov, Arvebolk Cap. 52.
