Haulderne eller de Odelsbaarne udgjorde Kjernen af Folket, og vare, tilligemed Kongen, de egentlige Grundbesiddere. Men derfor udgjorde de ikke den egentlige, eller talrigste Deel af Land-Befolkningen. Denne bestod, som alt tyder hen paa, af Lejlændinger eller andre Opsiddere af endnu ringere Kaar (de forhen nævnte Kotbønder e. a. d.), medens Odelsgodset selv var samlet i store Masser. Derfor indtager ogsaa Landslejebolken, eller de Bestemmelser, der handle om Forholdene mellem Grundejeren og Lejlændingerne, samt mellem disse indbyrdes, en stor, næsten uforholdsmæssig, Deel af vor ældre Lovgivning Denne forudsætter øjensynligt, at Massen af Landbønderne vare Lejlændinger. Men ved disse nøjagtige Bestemmelser bar ogsaa Lejlændingernes Stilling saaledes sikret mod altfor stor Vilkaarlighed, at deres Afhængighed ikke havde det mindste af Vornedskabets eller Livegenskabets Charakteer, men Lejlændingen var fuldkommen Frimand som før, og stod ikke i andet Forhold til Grundejeren end et simpelt Kontraktsforhold. Lejekontrakten eller Bygselen sluttedes i Regelen kun paa et Aar[1], og vilde Landdrottnen ej holde den, kunde den anden ved Søgsmaal tvinge ham dertil. Lejlændingen havde temmlig fri Benyttelse af Jorden og dens Herligheder. Landskylden var, dog, som det synes, temmelig høj. En Gaard, af hvilken der svaredes 1 Mark i aarlig Landskyld, eller et saakaldet Merkrbol, var omtrent af samme Størrelse som nu til Dags en Gaard paa 6 Skylddalere, eller, efter nuværende Beregninger, af omtrent 240000 Spdlrs. Værdi; da nu en Mark i virkelig Værdi paa hine Tider næsten svarer til 100 Spdlr. i vor Tid, bliver Renten af Gaardens egentlige Værdi temmelig høj, især da denne visselig endog maa sættes meget lavere end den nuværende. Vift er det, at en Gaard paa Follo i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, da dette frugtbare Landskab rimeligviis var sterkere bebygget, og Jordegodsets Værdi følgelig maa have været højere end i det 12te, solgtes efter Beregningen af 12 Merker for 7 Øresbol[2], eller ikke fuldt 14 for l Marks Bol, hvilket altsaa efter vore Forhold svarer til omtrent 100 Spdlr. aarlig Landskyld af en Gaard, der kunde sælges for 1400 Spdlr. Kommer hertil, at Lejlændingen ikke havde uindskrænket Besiddelse af Skoven, og ligeledes i andre Henseender var forhindret fra at gjøre sig Ejendommen saa frugtbringende som en Ejer, kan man ikke sige andet, end at de store Godsejere eller Haulderne vare særdeles vel farne, og efter de Tiders Forhold maa have haft betydelige Indtægter. Af Jordegodset tilhørte, som vi have seet, en
- ↑ Gulathingslov Cap. 72. Man seer, at endog Odelsmanden til Jorden stundom lejede et Stykke af den Jord, hvortil han var odelsbaaren, og ak han endog dertil var fortrinligviis berettiget i Gulathingsloven Cap. 88.
- ↑ Dipl. Norv. II. 98. Med Løsningsret solgtes Gaarde endnu tidligere, se Langes Klosterhistorie S. 254.
