hvilede ud og tog Vejtsler paa Kongsgaardene. Saaledes var da omsider dette Tog, det møjsommeligste og farefuldeste, Sverre nogensinde gjorde, tilendebragt. Men det havde kostet ham meget, thi foruden Tabet af hine 30 Mand, der for hans lille Skare maatte være meget føleligt, havde Birkebeinerne ogsaa mistet ikke mindre end 140 Heste med forgyldte Sadler, og en heel Deel gode Vaaben, Klæder og andre Kostbarheder[1].
Fra Valdres drog Sverre op til Gudbrandsdalen, hvor der paa Kongsgaarden Steig berededes ham og hans Mænd en fjorten Dages Vejtsle. Men imidlertid fik han høre at tolv Bønder paa Hedemarken, eller egentlig fra Hamar og dens nærmeste Omegn, ivrige Tilhængere af Kong Magnus, havde forenet sig om at opstille hver en Skare af 120 Mand imod ham. Da Sverre ikke havde nogen Lyst til at blive indestængt i Dalen, hvilket vilde skee, hvis de besatte Indgangen dertil, besluttede han at forekomme dem, og skyndte sig derfor sydefter, hurtigere end Rygtet kunde ile foran ham. Da han kom i Nærheden af den Gaard, hvor en vis Thorgrim, der var Hovedmanden for de forbundne Bønder og Anslagets Ophavsmand, boede, listede han sig, selv femte, ved Nattetid derhen, og kom saa uventet, at Thorgrim, uagtet han havde 8 Huuskarle hjemme paa
- ↑ Sverres Saga Cap. 18, 19, 20. Der er et temmelig udbredt Sagn om den saakaldte Sverressti, som Sverre paa et Tog i disse Egne selv skulde have ladet bane langs en brat Fjeldside. Man har almindeligviis antaget Toget for at være dette. Sagaen nævner imidlertid ikke et Ord om noget saadant, og der synes heller ikke rimeligviis at kunne være Spørgsmaal om nogen fast Vej langs Klippen ved Vintertide, naar Sneen faldt i uhyre Masser. Sandsynligere er det derfor, hvis et saadant Arbejde af ham virkelig er foretaget, at det skede ved hans anden Fart over Raudafjeldet, altsaa gjennem Runddalen, omtrent midt i Septb. 1198, se nedenfor, siden han, som Sagaen siger, havde „megen Møje“ (mikit erviði); og siden det nu, efter de nyere Karter, viser sig, at Vejen over Raudeggen til Kaardalen og Aurland, hvorhen Sverre da begav sig, under alle Omstændigheder maa have gaaet gjennem Runddalen. Men det lader næsten til, at man i Sogn og Vors har henført flere gamle, paa Klippesider banede, Veje til Sverre, og kaldte dem alle Sverresstier. Pontoppidan omtaler saaledes i sin Norges Naturh. I. 93 en gammel, paa Jerntapper hvilende Klippevej ved Nærøfjorden som om den var banet af Sverre, og ved Gaarden nedre Kløve i Runddalen, omtrent 1¼ Miil ovenfor Vossevangen, hvor Dalen kniber sammen til en smal Revne, vises ligeledes „Kongsstien“ eller Kong Sverres Sti, hvorhos der halvanden Miils Vej østenfor skal være en liden Sidedal, kaldet Sverredalen, som maaskee kunde have faaet Navn efter Sverre (se Munthe i Aalls Snorre III. S. 15). Et saa svævende og usikert Sagn bliver dog højst mistænkeligt, og torde for en stor Deel være opkommet i senere Tider.
